Selvstændigt erhvervsdrivende - fradrag med standardsatser

Selvstændigt erhvervsdrivende

Regeringen har fremsat et lovforslag, som ligestiller selvstændigt erhvervs­drivende med lønmodtagere med hensyn til fradrag for rejseudgifter efter Ligningsrådets standardsatser.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan efter de gældende regler foretage fradrag efter Ligningsrådets standardsats i stedet for efter de dokumenterede faktiske udgifter, når de udfører arbejde på et midlertidigt arbejdssted i udlandet.

Regeringen foreslår, at de selvstændige fremover - også ved rejse her i landet - skal kunne foretage fradrag med standardsatsen på 363 kr. for 2001. Fradraget foretages i den personlige indkomst.

Brug af standardsatser vil være en fordel, når de faktiske udgifter ikke overstiger satserne, f.eks. ved overnatning hos bekendte.

Fiskere

Hvis rejsen overstiger 24 timer, og betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan personer, der er registreret som erhvervsfiskere, fremover vælge at fratrække standardsatsen for kost og logi i stedet for havdagsfradraget på 190.

Havdagsfradraget gives for fangstture af mindst 12 timers varighed. Hvis fiskerne har fri kost om bord vil de med fordel fortsat kunne anvende havdagsfradraget, idet kostfradraget reduceres i tilfælde af fri kost.

Valget gælder for hele indkomståret. Der kan således ikke vælges havdagsfradrag for nogle ture og standardsatser for andre ture.

Bestyrelsesmedlemmer

Det præciseres, at ulønnede bestyrelsesmedlemmer ikke kan få fradrag for rejseudgifter. De kan derimod få skattefri rejsegodtgørelse.

Ikrafttræden

Lovforslaget skal have virkning for indkomståret 2001 og fremover.