Vigtigt at tilmelde sig Folkeregisteret og få udarbejdet et skattekort
Når du flytter til Danmark, skal du tilmelde dig Folkeregisteret. Du skal udarbejde et skattekort, hvor du skal oplyse din årlige indkomst og de fradrag du regner med at få. Har du formue i udlandet, har du pligt til at oplyse denne formue i Danmark.
Det kan for eksempel være:
- Livs- og pensionsforsikring, mv.
- Ejendom i udlandet
- Værdipapirer
- Andre tilgodehavender
Bemærk, at erklæringspligten for konti og depoter i udlandet er ophævet pr. 31/12-2018. Du skal dog fortsat oplyse om udenlandske forhold i dit oplysningsskema samt huske at registrere indgangsværdierne af udenlandske børsnoterede værdipapirer, som står i udenlandske depoter i aktiesystemet. Herudover skal kursværdien af udenlandske unoterede aktier og andre tilgodehavender fremgå af oplysningsskemaet. Indgangsværdierne hertil skal gøres op ved tidspunktet for skattepligtens indtræden, og indberettes til Skattestyrelsen.
Oplysningsskema i det første år
Som tilflytter får du ikke en automatisk dannet årsopgørelse i det første år. Du skal i stedet udfylde og indsende et oplysningsskema til Skattestyrelsen inden indsendelsesfristen. Der findes to principper for opgørelse af den beregnede helårskat.
Hovedregel: omregning til helårsindtægt
Personer, der er fuldt skattepligtige en del af året, skal som udgangspunkt omregne den skattepligtige indkomst, så indkomstansættelsen svarer til et helt års indkomst. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes helårsskat. Den beregnede helårsskat nedsættes forholdsmæssigt efter forholdet mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene.
Undtagelse: den faktiske indkomst
Hvis omregning til helårsindkomst betyder, at den beregnede indkomst overstiger den faktiske helårsindkomst, inkl. evt. udenlandsk indkomst, er det muligt at vælge beskatning af den faktiske indkomst for hele året, eller for den del af året, hvor personen er omfattet af fuld skattepligt.
Bemærk dette valg medfører, at der ikke skal ske omregning til en beregnet helårsindkomst af personens indkomst i den del af året, hvor personen var fuldt skattepligtig.
Valget medfører også, at personen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skal medregne den faktiske indkomst, som den pågældende har erhvervet inden flytningen til Danmark.
Vores råd
Du bør undersøge, hvilken af de to principper, der vil være mest optimal for dig, inden du indsender dit oplysningsskema til Skattestyrelsen. Vi kan tilbyde at udarbejde skatteberegninger efter de 2 principper, og rådgive dig om det optimale valg i netop din situation.
Kontakt os
Du kan altid kontakte os og få et gratis og uforpligtende tilbud. Vi vil gerne tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig, og hvilke løsninger du har behov for.
Ønsker du at blive kontaktet af SkatteInform Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, CVR-nr. 35394206, er du velkommen til at bruge vores kontaktformular nedenfor. Dine personoplysninger vil blive behandlet i overensstemmelse med persondataforordningen. Du vil blive kontaktet med henblik på bedst muligt at besvare din henvendelse.
Ansvarsfraskrivelse
Da ovenstående alene er vejledende påtager vi os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af ovenstående uden forudgående individuel rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for fejl og mangler.
Personer som tilbyder dette
Her kan du se hvilke andre skatteinform rådgivere som også tilbyder dette som service område
Stud. HA Almen
nas@skatteinform.dk