Gældende regler for udbytte fra udenlandske datterselskaber til danske moderselskaber
Udbytte fra udenlandske datterselskaber til danske moderselskaber
Med virkning fra 1. januar 1999 blev det som hovedregel skattefrit for danske moderselskaber at hjemtage udbytter fra udenlandske datterselskaber. Eneste undtagelse er udbytte vedrørende aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2a, det vil sige aktier i lavt beskattede selskaber, der i væsentligt omfang driver finansiel virksomhed.
Udbytte fra et dansk datterselskab til det udenlandske moderselskab
Også reglerne vedrørende udbytte fra et dansk datterselskab blev lempet, således at udenlandske moderselskaber i alle tilfælde kunne hjemtage udbytte fra danske datterselskaber uden dansk kildebeskatning på udbyttet. Dette gjaldt uanset, om der f.eks. er tale om et moderselskab hjemmehørende i en lavskattezone.
Nye regler
Med virkning for udbytte udbetalt efter 1. juli 2001 er reglerne nu ændret.
Udbytte fra udenlandske datterselskaber til danske moderselskaber
Der foretages ingen ændringer for så vidt angår danske moderselskabers hjemtagen af udbytte fra udenlandske datterselskaber.
Udbytte fra et dansk datterselskab til det udenlandske moderselskab
For så vidt angår udbytte fra et dansk datterselskab til et udenlandsk moderselskab indføres der nu væsentlige ændringer.
Hovedreglen er fortsat, at der ikke skal indeholdes kildeskat, når et dansk datterselskab udbetaler udbytte til et udenlandsk moderselskab.
Der er dog en betingelse, at beskatningen af udbyttet frafaldes
1. efter bestemmelserne i moder/datterselskabsdirektivet 90/435/EØF
eller
2. efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
Ad 1: EØF direktivet
Hvis udbyttet modtages af et selskab, der beskattes efter de almindelige regler for selskaber i det pågældende land, frafaldes udbyttebeskatningen.
Selskabet skal således være omfattet af begrebet selskab i moder/datterselskabsdirektivet.
Ad 2: Dobbeltbeskatningsoverenskomst
Udover at det er en betingelse, at der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det land, hvor moderselskabet er beliggende, er det ligeledes en betingelse, at udbyttet er omfattet af overenskomsten og lempes efter denne.
SkatteInform påtager sig ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående rådgivning. Vi påtager os ligeledes ikke ansvar for fejl og mangler.