1. Lovens formål
Lovens formål er, at tilpasse SKAT´s rentesatser til det aktuelle finansielle klima med lave renter (delvis negative renter på visse fordringer) og dermed bl.a. begrænse virksomheders incitament til placering af store beløb på skattekontoen.
2. Baggrund
Udviklingen de senest år har medført store rentefald. Renterne på korte realkreditobligationer og visse indlånskonti er sågar blevet negative. Og det forventes at renterne vil være forholdsvis lave noget tid endnu.
De nuværende negative rentesatser på penge- og kapitalmarkederne kan give øget incitament for nogle virksomheder til at placere midler hos Skat.
Det er derfor fundet nødvendigt at tilpasse regelgrundlaget, så det gøres mere robust overfor store rentefald og længere perioder med negative renter på penge- og kapitalmarkederne
3. Ændringer
- Rentesatserne i acontoskattesystemet søges fastsat mere aktuelle, hvorfor grundlaget for opgørelsen af rentesatserne fremrykkes fra det foregående indkomstår til det aktuelle indkomstår.
- Der indføres en yderligere frist (aconto indbetaling) den 1. februar året efter indkomståret mod betaling af et tillæg
- Der indføres et loft på kr. 200.000 for hvor stort et indestående en virksomhed kan have på skattekontoen, der ikke modsvares af konkrete forfaldne fordringer
- Der sker ikke forrentning af indestående på skattekontoen
- Procentsatserne ved restskat og procenttillæggene ved betaling af frivillig acontoskat samt procentgodtgørelse ved overskydende skat gøres tilsvarende mere aktuelle ift. alternative låne og placeringsrenter
- Der sker ikke forrentning af overskydende skat som skyldes frivillig indbetaling foretaget i perioden 20. november (i indkomståret) til 1. februar året efter indkomståret
- Så længe der er negative renter ønskes der tillige indført negativ forrentning af for meget angivet og indbetalt frivillig acontoskat, som tilbagebetales inden den endelige afregning i november året efter indkomståret (kun i de perioder hvor Nationalbankens indskudsbevisrente er mere negativ end -0,2 pp.
4. Særligt vedrørende indkomståret 2015
Loven træder i kraft den 1. september 2015 og de ændrede rentesatser m.v. gælder for acontoskat og afregning af indkomstskat fra og med indkomståret 2015.
Der gælder dog visse overgangsregler vedrørende indkomståret 2015.
- Procenttillæg som godskrives frivillig indbetaling af acontoskat foretaget senest den 20. marts 2015 udgør 0,3%
- Procenttillæg som tillægges frivillig indbetaling af acontoskat foretaget i perioden 21. marts til og med 20. november 2015 kan højst udgøre 0,3% (offentliggøres senest 15. december 2015).
- Procentsatsen for restskat kan højst udgøre 4,5% (offentliggøres senest 15. december 2015).
- For frivillig og ordinær acontoskat indbetalt inden den 3. juli 2015 ydes en godtgørelse på 1% ved overskydende skat.
- Frivillig acontoskat, der er indbetalt inden den 3. juli 2015, kan til og med den 1. oktober 2015 søges tilbagebetalt uden beregning af negativ rente – eller godtgørelse.
5. Vi anbefaler for 2015
Da grundlaget for beregning af restskatteprocenten og tillægsprocenten er Nationalbankens gennemsnitlige indskudsbevisrente for perioden januar – september 2015 offentliggøres disse procentsatser først herefter og senest 15. december 2015.
Hvis restskatteprocenten for 2015 fastsættes til 3,9% som for 2014, da vil tillægget for frivillig indbetaling af acontoskat i perioden 21. november 2015 – 1. februar 2016 blive fastsat til 0,8%. Skulle restskatteprocenten blive fastsat til 4,5% (som er det maksimale den kan udgøre for 2015 jf. overgangsreglerne), da vil det nævnte tillæg blive fastsat til 0,9%.
For eventuel restskat for 2015 kan tillægget således maksimalt udgøre 0,9%, hvilket stadig er en del lavere end en eventuel restskatteprocent på maksimalt 4,5%.
Hvis selskabet forventes at få restskat anbefaler vi, at selskabet frivilligt indbetaler acontoskat den 20. november 2015 og også efter den 20. november 2015, hvis selskabet ikke har fået indbetalt tilstrækkeligt tidligere.
Procenttillægget er stigemde afhængig af hvornår indbetalingen finder sted;
senest 20. marts 2015 = - 0,3%
21. marts – 20. november 2015 = + 0,3% (maks.)
21. november 2015 – 1. februar 2016 = + 0,9% (maks.)
Bemærk dog, at der ikke ydes godtgørelse af overskydende skat, som skyldes frivillig aconto indbetaling i perioden 20. november 2015 – 1. februar 2016.
Vores anbefaling hænger, som det fremgår af nedenstående skema, sammen med hvad der ”vindes” i de respektive perioder, når der sammenholdes med, hvad der i selskabet kan opnås af forrentning af pengene.
A. Kan selskabet forrente beløbet bedre end 3,76% før skat, da afvent betaling til 20-11-15
B. Kan selskabet forrente beløbet bedre end 5,49% før skat, da afvent betaling til 01-02-16
C. Kan selskabet forrente beløbet bedre end 5,85% før skat, da afvent betaling til 20-11-16 (årsopgørelsen)
* Det er forudsat at restskatteprocenten for 2015 fastsættes til 4,5%, som er det maksimale den må være for 2015 (i 2014 er den dog kun 3,9%). Den endelige sats fastsættes efter 1. oktober og senest 15. december 2015.
Kontakt SkatteInform
Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis du er interesseret i assistance med gennemgang af din virksomhedsordning, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.
Ring til os på telefon 33 32 10 10
Send en e-mail på info@skatteinform.dk
eller besøg os på www.skatteinform.dk
SkatteInform Statsautoriseret Revisionspartnerselskab
Frederiksborggade 54 1. tv
1360 København K
Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.
Kilde: Lov nr. 998 af 30. august 2015 (Lovforslag L200 genfremsat ved Lovforslag L6) om tilpasning af rentesatserne hos SKAT vedrørende selskabsskat, så de i højere grad afspejler selskabernes alternative låne- og placeringsrenter.