Hvert år offentliggør SKAT en plan for udvalgte områder, som SKAT planlægger at føre kontrol med. Listen er lang og er fordelt på 21 indsatsområder og 105 aktiviteter. Vi har valgt at gå i dybden med områder, som har fokus på særligt velhavende til- og fraflyttere, unoterede aktier, de små og mellemstore virksomheder og personligt erhvervsdrivende.
1. Velhavende til- og fraflyttere
På dette område vil SKAT føre kontrol med korrekt beskatning af aktiver ved til- og fraflytning. Det er den såkaldte ”havelågebeskatning” som er i fokus, men andre relevante lovområder vil også blive behandlet.
Havelågebeskatning
SKAT vil kontrollere om der er sket korrekt afregning af skat til Danmark ved personers fraflytning. Det er særligt personer der ejer værdipapirer, som SKAT har i kikkerten. Her vil man kigge på værdiansættelsen af værdipapirerne, som er grundlag for opgørelse af havelågebeskatning.
Skattepligt
Endvidere vil SKAT undersøge personers skattepligt til Danmark. Det tænkes at SKAT særligt vil gå efter personer, som har bopæl i Danmark, men opholder sig og arbejder i udlandet. SKAT er på udkig efter personer som opholder sig i Danmark samtidig med at de udfører arbejde. Hovedreglen er, at ophold under 3 sammenhængende måneder eller 180 dage over en 12 måneders periode ikke udløser skattepligt, forudsat opholdet har et overvejende feriemæssigt præg.
Bemærk dog, at arbejdsrelaterede ophold i Danmark kan medføre genindtræden af den fulde skattepligt til Danmark. Dette gælder uanset antallet af opholdsdage.
2. Unoterede aktier
SKAT vil kontrollere og sikre korrekt beskatning af unoterede aktier. De vil sikre sig korrektheden af de indberettede data. Sager udpeges ud fra de indberettede data. SKAT vil kontrollere grundlaget for det indberettet beløb og om opgørelse af gevinst/tab er sket skattemæssigt korrekt.
3. Hovedaktionærer og selskaber
Hovedaktionærer er igen i søgelyset hos SKAT. Indsatsen er også rettet mod deres selskaber. Formålet er at sikre, at der sker korrekt beskatning af frie goder. De øvrige indsatsområder er ajourføring af ejerregister, kontrol af iværksættersætterselskaber, hovedaktionærer med lavt privatforbrug og aktionærlån.
SKAT oplever, at der er flere hovedaktionærer, som ikke opfylder de gældende skatte og afgiftsregler. Formålet er at sikre at flest mulige hovedaktionærer efterkommer de gældende regler. Vi ser også at der er rejst en del sager på netop dette område. Der er en tendens til, at hovedaktionærer, der har et lavt privatforbrug, får dækket deres udgifter gennem deres selskaber.
SKAT har også interesse i, at der sker korrekt behandling af aktionærlån. En aktionær, der har bestemmende indflydelse i et selskab, må ikke optage lån i selskabet. Desværre ser vi, at det stadig sker. Når uheldet er ude, er det i SKATs interesse at det behandles skattemæssigt korrekt. SKAT har særlige interesse i at udplukke sager, hvor der foreligger revisorforbehold i årsrapporten.
SKAT har også konkursbegæret iværksætterselskaber (IVS’er) som indsatsområde. Det omhandler opfølgning af insolvente boer med henblik på at sikre korrekt beskatning af hovedaktionærer samt beskatning af ulovlige aktionærlån.
4. Virksomhedsskatteordning
Kontrol af virksomhedsskatteordningen (VSO) er for at afdække bevidst og ubevidst fejlagtig brug af VSO. Herunder er formålet at få mere viden om fejlagtige områder, således der kan udføres en fremtidig målrettet kontrolindsats mod de afdækkede fejlområder.
SKAT vil kontrollere regnskaberne for selvstændig erhvervsdrivende for indkomstårene 2014- 2019 for at konstatere, hvor fejlene ligger indenfor VSO.
SKAT er også på udkig efter, om der drives økonomisk virksomhed eller om der egentlig er tale om hobbyvirksomhed. SKAT vil rette kontrollen mod virksomheder med negativ moms og underskud i en årrække på bundlinjen.
5. Har du fået brev fra SKAT
SkatteInform har mange års erfaring og ekspertise i reglerne om skat og regnskab. Måtte du have behov for assistance eller har du modtaget brev fra SKAT, er du velkommen til at kontakte os. Vi er et team af dygtige skattekonsulenter, der står klar til at hjælpe dig videre.
Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.