Skat af gældseftergivelse af lån i valuta for kommanditister

1.1.2020
Overview

Ny vigtig Landsskatteretskendelse som kan have betydning for rigtig mange kommanditister i forbindelse med salg og afvikling af kommanditselskabet.

Skatteyder kunne støtte ret på Den juridiske vejledning - sag ved Landsskatteretten

Landsskatteretten har den 28. januar 2020 anset en kommanditist for skattepligtig af gæld i fremmed valuta som kommanditselskabet er blevet frigjort for i forbindelse med salg af et skib og afvikling af kommanditselskabet.

Gældseftergivelsen af et lån i fremmed valuta skulle anses for en singulær (akkord)ordning, som var omfattet af kursgevinstlovens §23.

Landsskatteretten fastslår, at det ikke er relevant for skattepligten efter kursgevinstloven §23, om kommanditisten har indbetalt hele sin resthæftelse, da hele kommanditistens andel af kursgevinsten ved gældseftergivelse i fremmed valuta er skattepligtig, uanset at hele resthæftelsen er indbetalt. Gevinst og tab opgøres efter kursgevinstlovens §26. Det vil sige forskellen mellem restgælden og det beløb, som skyldner betaler af restgælden.

Skatteyderen kunne i denne sag støtte ret på Den juridiske vejledning, hvorefter kursgevinst i den omhandlede situation kun beskattes i det omfang, kommanditisten ikke har indbetalt den fulde hæftelse.

Skattestyrelsen overvejer nu, hvorvidt Den juridiske vejledning skal ændres med henvisning til den nye Landsskatteretskendelse.

SkatteInforms bemærkninger:

Landsskatteretten har således konkluderet, at Den juridiske vejledning ikke har været retvisende til og med 2019. Skattestyrelsen overvejer pt. en ny formulering i Den juridiske vejledning.

Vi kan oplyse, at afsnittet, som Landsskatteretten i afgørelsen henviste til allerede, er udtaget af Den juridiske vejledning for 2020.

Kommanditister kan således ikke forvente at kunne støtte ret på formuleringen i Den juridiske vejledning for lån, der eftergives i 2020 og fremefter.

Landsskatteretten bygger afgørelsen på, at Højesteret i en dom offentliggjort i TfS 1999.261 H fandt, at eftergivelse af kommanditselskabets gæld i relation til kursgevinstloven skulle betragtes som kommanditisternes gæld, da et kommanditselskab ikke er et selvstændigt skattesubjekt. Det vil sige, at kommanditselskabet er skattemæssig transparent.

Da gælden udspringer af en aftale med kommanditselskabet og långiveren, er der tale om en singulær ordning.

Landsskatteretten finder, at kursgevinstloven §23 ikke står tilbage for kursgevinstloven §21, stk. 1, hvorfor hele gældseftergivelsen i fremmed valuta skal beskattes efter kursgevinstloven §23. Landsskatteretten finder derfor ikke, at det er relevant for skattepligten, hvorvidt klageren har indbetalt resthæftelsen.

Hvis der havde været tale om et lån i DKK ville den skattepligtige gældseftergivelse efter vores opfattelse være omfattet af kursgevinstloven §21, stk. 1 og kunne derfor maksimalt opgøres til den ikke indbetalte resthæftelse. ­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­

Det samme gør sig gældende, hvis der var tale om en samlet akkordordning, som skal beskattes efter kursgevinstlovens §24.

Der kan blive tale om betaling af et meget stort beløb i skat alt afhængig af hvor stor en gæld, som kommanditselskabet frigøres for. Det vil sige, at kommanditselskabets gæld til banken i værste fald afløses af en stor personlig skattegæld.

Vi anbefaler derfor, at selskabets ejere søger rådgivning før der indgås aftale om en gældseftergivelse med kommanditselskabet eller kommanditistens kreditorer.

 

Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis I søger rådgivning om ovenstående forhold, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk  

Udarbejdet den 12. februar 2020.

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.

skatteinform kontor bygning set udefra

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at være den første til at få skattenyt

Ved at trykke tilmeld accepterer du vores Terms and Conditions.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Contact Us

Grazie! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.