Nye regler om skat på aktieavance på vej

1.1.2006
Overview

Lovforslag om beskatning af aktieavancer

Folketinget har den 16.november 2005 fremsat et nyt lovforslag om beskatning af aktieavancer. Når lovforslaget er vedtaget, vil vi udsende et nyhedsbrev med en mere detaljeret gennemgang af de nye regler. Her skal blot omtales muligheden for at opretholde en skattefri aktiebeholdning efter de nye regler.

Fra og med 1. januar 2006 foreslås den såkaldte 100.000 kr´s. regel ophævet. Den nugældende regel indebærer, at hvis den samlede beholdning af børsnoterede aktier ikke overstiger 136.600 kr. (2005) kan aktierne sælges skattefrit efter tre års ejertid. Lige så snart beholdningen overstiger denne grænse, bliver der fikseret en kunstig anskaffelsessum, og yderligere fortjeneste på aktiebeholdningen er skattepligtig. For ægtefæller beregnes et samlet bundfradrag på 273.100 kr. (og ikke 2 x 136.100).

Denne regel har givet skatteyderne store vanskeligheder, hvorfor den nu foreslås ophævet.

Overgangsregel

Der foreslås indført en overgangsregel, der indebærer, at hvis den samlede beholdning af børsnoterede aktier pr. 31. december 2005 ikke overstiger 136.600 kr. eller 273.100 kr. for ægtefæller, vil fremtidig fortjeneste på denne beholdning være skattefri. Dette gælder uanset hvor meget beholdningen stiger i værdi i fremtiden.

Vær opmærksom på, at ægtefællernes beholdninger af børsnoterede aktier lægges sammen. Har den ene ægtefælle for eksempel børsnoterede aktier for 1 mio. kr., er den anden ægtefælles bundfradrag også opbrugt, idet den samlede beholdning overstiger 273.100 kr.

Unoterede aktier tæller ikke med i beholdningen.

Vores kommentarer

Lovforslaget lægger op til en helt ekstraordinær mulighed for at sikre sig en skattefri fremtidig fortjeneste på aktier.

De foreslåede regler giver anledning til følgende overvejelser, idet du dog bør vente med at disponere, til der er sikkerhed for, at lovforslaget bliver vedtaget:

Beholdning under 136.600 kr. (ægtefæller 273.100)

Hvis du ikke har børsnoterede aktier, eller du har en beholdning børsnoterede aktier, der er mindre end 136.600 kr., bør du overveje at supplere op til denne bundgrænse. Køb dog ikke helt op til grænsen, idet kursen kan stige efter købet frem til 31. december 2005.

Det skal understreges, at hvis værdien blot er en krone mere end 136.600 kr., er hele den fremtidige værdistigning på beholdningen skattepligtig.

Beholdning over 136.600 kr. (ægtefæller 273.100)

Hvis din beholdning af børsnoterede aktier overstiger 136.600 kr., kunne du overveje at sælge en del af aktierne inden 1. januar 2006, således at beholdningen nedbringes til bundgrænsen. Dette vil især være nærliggende, hvis beholdningen ikke væsentligt overstiger bundgrænsen. Hvis beholdningen overstiger bundgrænsen væsentligt, kunne det overvejes, om aktiebeholdningen over bundgrænsen skulle overføres til en fradragsberettiget pensionsordning. Vi vil dog anbefale, at du taler med din revisor eller rådgiver om dette før du træffer beslutning.

Ved reducering af beholdningen bør du sælge de aktier, hvor fortjenesten vil være mindst. Hvis du har store urealiserede fortjenester på aktier bør du også overveje, om det kan betale sig at nedbringe beholdningen. Det skyldes, at fortjeneste på aktier ejet i mindre end tre år beskattes med op til 59 % før 31. december 2005 og kun med op til 43 % fra 1. januar 2006.

Det bemærkes, at du altid har mulighed for at supplere beholdningen af aktier op igen i det nye år. Men vær opmærksom på, at hvis du efter 31. december 2005 køber aktier i samme selskab, som du også ejede aktier i pr. 31. december 2005, og som er omfattet af den skattefrie bundgrænse, så vil fremtidige salg af disse aktier betyde, at man anser den skattefrie beholdning for solgt først. Idet der gælder et princip om, at de ældste aktier anses for solgt først.

Andre overvejelser

Hvis din beholdning af børsnoterede aktier navnlig består af en eller få aktier i højrisikoselskaber/speku-lationsaktier, bør du nok overveje at omlægge beholdningen inden 1. januar 2006, idet denne skattefri beholdning bør være en langsigtet investering, der anvendes som alternativ til pensionsopsparing.

Du har også mulighed for at købe aktier til dine børn, for at sikre dem en alternativ børneopsparing. Hver af forældrene kan give deres børn en afgiftsfri gave på 52.700 kr. i 2005. Giver skal betale en afgift på 15% af gaver over denne værdi.

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

eller send en e-mail på info@skatteinform.dk

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

Artikel nr. 2005-40. 30. november 2005

Kilde: L 78 af 16. november 2005

SkatteInform påtager sig ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående rådgivning. Vi påtager os ligeledes ikke ansvar for fejl og mangler.

skatteinform kontor bygning set udefra

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at være den første til at få skattenyt

Ved at trykke tilmeld accepterer du vores Terms and Conditions.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Contact Us

Grazie! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.