Parcelhusreglen - flere boliger

1.1.2006
Oversigt

Ny dom skattefri fortjeneste ved salg af privatbolig og om man kan have flere boliger til rådighed

Når man sælger privatboligen, er en eventuel fortjeneste som bekendt skattefri, hvis boligen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand. Det samme gælder sommerhuse, der har været anvendt privat. En ny dom fra Vestre Landsret har taget stilling til, om det er muligt at have flere boliger til rådighed samtidig.

Et salg af en- eller tofamiliehuse kan ske skattefrit, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i hele eller en del af ejerperioden
  • Ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m2 eller
  • Der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse eller
  • Udstykning ifølge erklæring fra told- og skatteforvaltningen vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

Det er især det første kriterium, der har voldt problemer i praksis.

For sommerhuse gælder tilsvarende et krav om, at sommerhuset eller ferieboligen skal har været anvendt til privat formål i hele eller en del af ejerperioden.

1. Boligkravet

Der stilles ikke noget krav om bopælsperiodens længde. På den anden side er der et krav om, at der skal have foreligget en reel bolig. Ikke mindst de mange forældrekøbslejligheder har medført en række skattebetingede flytninger til lejligheden. Så længe man fortsat har haft en anden bolig til rådighed, har det været meget svært at komme igennem med, at man i realiteten er flyttet ind i lejligheden.

Domstolene har heller ikke været særlig lydhøre over for et argument om, at et par på grund af samlivsproblemer har været nødt til at gå hver til sit, når samlivet pludselig er genoptaget efter et eventuelt salg.

Endelig er der i praksis meget svært at løfte bevisbyrden for beboelse, hvis der forinden flytningen er indledt salgsforhandlinger vedrørende lejligheden eller hvor disse indledes kort tid efter flytningen.

De krav, der i praksis er stillet for at kunne acceptere at ejeren har anvendt huset eller lejligheden til beboelse er blandt andet:

  • Tilmelding til folkeregisteret
  • Vand- el- og varmeforbrug
  • Modtagelse af post
  • Eventuelle vidneforklaringer

Jo kortere tid ejeren har boet i lejligheden, jo sværere er bevisbyrden.

2. Ny dom - flere boliger

Spørgsmålet om beboelseskravet er især aktuelt, hvis man også har en anden bolig til rådighed. Det afgørende spørgsmål er her, om parcelhusreglen udelukker, at flere boliger kan tjene til bolig for ejeren samtidig.

Der er ikke noget problem, hvis du har boet i en lejlighed, og herefter udlejer den, og efterfølgende køber og bor i en anden lejlighed eller parcelhus. I dette tilfælde vil begge lejligheder kunne sælges skattefrit. Problemet opstår, hvis kun har anvendt den sekundære bolig samtidig med den primære bolig.

Dette spørgsmål har Vestre Landsret taget stilling til i en ny dom.

Et ægtepar havde bolig i Grønland, hvor manden havde arbejde. På et tidspunkt købte parret en ejendom i Danmark. Parret købte ejendommen, fordi det senere ville anvende ejendommen til helårsbeboelse. Ejendommen blev herefter udlejet i en periode. Efter udlejningens ophør opholdt parret med børn sig i ejendommen i ferier, ligesom manden brugte den, når han havde arbejdsopgaver i Danmark.

Ministeriet indbragte sagen for domstolene med det hovedanbringende, at en skatteyder ikke på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ham. Parret havde haft deres bolig i Grønland.

Landsretten gav ministeriet medhold. Landsretten henviste til ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, om, at ejendommen ".. har tjent til bolig for .." og til motiverne, hvorefter formålet med parcelhusreglen var at undgå, at skattehensyn hindrede ejerne af ejerboliger i at flytte. Landsretten fandt, at boligen i Grønland reelt tjente til bolig for familien, også i de perioder, hvor manden eller han og familien opholdt sig på den danske ejendom.

Retten fandt heller ikke, at ejendommen var et sommerhus, da den var registreret som helårsbeboelse og købt og solgt med helårsbeboelse for øje, ligesom den havde været udlejet hertil.

Vores kommentarer

Afgørelsen er et vigtigt fortolkningsbidrag til parcelhusreglen, men afgørelsen kan også få vidtrækkende konsekvenser for mange familier, for eksempel, hvor familien bor og har folkeregisteradresse i Jylland, men hvor den ene ægtefælle arbejder i København og bor i en ejerlejlighed der. Spørgsmålet er, om der er holdepunkter i det argument, at parcelhusreglen forhindrer, at man kan have to boliger samtidig. Talrige afgørelser har tidligere fastslået, at man ikke kan lægge vægt på registreringen til folkeregisteret alene. Der må tillige henses til den faktiske anvendelse.

Dommen er indbragt for Højesteret. Indtil der foreligger en afklaring fra Højesteret, er retstilstanden, at det ikke er muligt at sælge en sekundær bolig skattefrit, når man er tilmeldt folkeregisteret i en anden bolig.

Dommen får efter vores opfattelse ikke betydning for ejere af mere end en sommerbolig, idet der ikke er noget i vejen for at anvende flere sommerboliger privat.

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk  

eller besøg os på www.skatteinform.dk    

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

Artikel nr. 2006-51. 9. november 2006

Kilde: SKM 2006.379 VLD

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning

skatteinform kontor bygning set udefra

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at være den første til at få skattenyt

Ved at trykke tilmeld accepterer du vores Terms and Conditions.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Kontakt os

Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.