Ny lov om begrænset skattepligt
Folketinget har den 31. maj 2005 vedtaget en ny lov om blandt andet begrænset skattepligt. Reglerne indeholder både en udvidelse af den begrænsede skattepligt og en lempelse. Desuden udvides de såkaldte grænsegængerregler til også at omfatte efterlønsmodtagere.
1. Begrænset skattepligt
Lempelse af begrænset skattepligt
Indtil nu har det været sådan, at skatteydere, der er fuldt skattepligtige i et andet land, skulle beskattes af renteindtægter fra Danmark, hvis de har været fuldt skattepligtige til Danmark i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før ophøret af den fulde skattepligt.
Efter de nye regler vil skatteydere, der er skattepligtige i udlandet ikke længere være begrænset skattepligtige af renteindtægter fra Danmark.
Udvidelse af begrænset skattepligt
Fremover vil følgende indkomster også være begrænset skattepligtige:
- Indkomst fra enhver form for personligt arbejde i tjenesteforhold, der udføres i Danmark, er skattepligtigt, uanset om der er tale om A-indkomst eller B-indkomst. Udvidelsen omfatter blandt andet fri bolig og fri telefon.
- Sygedagpenge og lignende, der udbetales til selvstændigt erhvervsdrivende med fast driftssted her i landet.
- Udbetalinger fra den særlige pensionsopsparing (SP-udbetalinger), visse udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og udbetalinger af førtidspension til førtidspensionister, der modtog førtidspension før 1. januar 2003.
De indkomster, der fremover vil være omfattet af den begrænsede skattepligt er således:
- Lønindkomst, uanset om der er tale om A- eller B-indkomst
- Bestyrelseshonorarer m.v.
- Indkomst i forbindelse med arbejdsudleje
- Indkomst fra erhvervsvirksomhed fra fast driftssted her i landet, inklusive sygedagpenge og lignende
- Indkomst fra fast ejendom
- Udbytter
- Visse konsulentvederlag
- Royalty
- Pensionsindtægter, herunder også udbetalinger fra den særlige pensionsordning og ATP
- Pensioner med sammenhæng til tidligere tjenesteforhold m.v. (typisk pensionstilsagn)
- Sociale ydelser, f.eks. folkepension
- Arbejdsmarkedsydelser, f.eks. arbejdsløshedsdagpenge
- Herudover opremses en række stipendier og uddannelsesydelser.
2. Udvidelse af grænsegængerreglerne
Personer bosat i udlandet, hvis indkomst fra Danmark udgør mindst 75 % af deres samlede indkomst, sidestilles i vidt omfang med fuldt skattepligtige personer. Det indebærer, at de kan få fradrag for renteudgifter og ligningsmæssige fradrag samt kan foretage overførsel af en ægtefælles uudnyttede personfradrag og bundbeløb ved skatteberegningen.
Grænsegængerreglerne udvides nu til at også at omfatte personer, der modtager efterløn m.v.
De nye regler indebærer, at personer, der bor i udlandet og modtager efterløn og overgangsydelse, på samme måde som pensionsmodtagere kan beskattes efter grænsegængerreglerne, hvis indkomsten fra Danmark udgør mindst 75% af efterlønsmodtagerens samlede indkomst opgjort efter danske regler.
Ikrafttræden
Ændringerne vil få virkning fra og med indkomståret 2006.
Vores kommentarer
Det nye regler om begrænset skattepligt vil gøre det mere enkelt at rådgive om, hvorvidt en i udlandet bosat person skal beskattes af en indkomst fra Danmark. Det skyldes, at alle reglerne er samlet i én lovbestemmelse. Det er ikke længere nødvendigt at undersøge en række henvisninger til forskellige lovbestemmelser og bekendtgørelser.
Vi gør opmærksom på, at selv om der er begrænset skattepligt af ovennævnte indkomsttyper, er der tilfælde, hvor Danmark ved en dobbeltbeskatningsaftale har givet afkald på beskatningsretten. Det gælder for eksempel pensionsudbetalinger, når man bor i Frankrig og Spanien.
Kontakt SkatteInform
Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.
Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.
Ring til os på telefon 33 32 10 10
eller send en e-mail på info@skatteinform.dk
SkatteInform
Statsautoriserede revisorer
Vester Voldgade 9, 2. th.
1552 København V
Artikel nr. 2005-38. 30. november 2005
Kilde: Lov nr. 425 af 6. juni 2005
SkatteInform påtager sig ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående rådgivning. Vi påtager os ligeledes ikke ansvar for fejl og mangler.