Snyd ikke dig selv for den høje skattefri kørselsgodtgørelse!

60-dages-reglen - ved erhvervsmæssig kørsel i egen bil – for lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende

Lønmodtagere:

For erhvervsmæssig kørsel i egen bil kan lønmodtagere få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse efter standardsatserne herfor (2018 kr. 3,54 pr km til og med 20.000 km. og kr. 1,94 pr. km. ud over 20.000 km.). Hvis der anvendes for høje satser, vil kørselsgodtgørelsen blive skattepligtig.

 

Reglerne gælder også for hovedaktionærer.

 

Bemærk, at der kræves et dokumenteret kørselsregnskab, som er godkendt af arbejdsgiveren. Du skal herudover have en løn, som står i rimeligt forhold til din arbejdsindsats. Hvis SKAT ikke godkender kørselsregnskabet, vil hele beløbet kunne anses for skattepligtig.           

                                

Kørselsregnskabet skal indeholde:

 

  • Modtagerens navn, adresse og Cpr. Nr.,
  • Kørslens erhvervsmæssige formål,
  • Kørslens start og slut tidspunkt,
  • Kørslens mål med eventuelle delmål, oplyst adresse,
  • De anvendte satser,
  • Beregning af kørselsgodtgørelsen.

 

Selvstændigt erhvervsdrivende:

 

a) Som anvender virksomhedsordningen

Erhvervsdrivende kan fratrække kørselsgodtgørelsen i virksomhedsordningen og få udbetalt kørselsgodtgørelsen skattefrit. Det er et krav at bilen ikke indgår i virksomhedsordningen.     

 

b) Anvendes virksomhedsordningen ikke

Den selvstændige erhvervsdrivende vil kunne fratrække udgifterne til erhvervsmæssig kørsel i virksomhedens overskud, såfremt du kører i egen bil, som ikke indgår i virksomhedens skattepligtige indkomst.

 

Der skal føres kørselsregnskab på samme måde, som for lønmodtagere.

 

Definition af erhvervsmæssig kørsel

 

  • Al kørsel mellem arbejdspladser - Bemærk hvis din arbejdsplads ligger i din private bolig vil kørsel fra din bolig (arbejdsplads) ikke være erhvervsmæssig kørsel – men betragtes som kørsel hjem - arbejde.

 

  • kørsel mellem hjemmet (din bolig) og arbejdsplads de første 60 dage indenfor de forudgående 12 mdr. – Du kan få skattefri kørselsgodtgørelse af din arbejdsgiver for 60 dages kørsel mellem dit hjem og en arbejdsplads inden for en forudgående periode på 12 måneder. Du kan desuden under visse betingelser få skattefri kørselsgodtgørelse for mere end 60 dage, hvis du arbejder flere steder.

 

60 dages perioden bliver ”brudt”: Dette er for eksempel tilfældet, hvis perioden hos en arbejdsgiver A afbrydes af ophold hos en eller flere andre arbejdspladser i 60 eller flere på hinanden følgende dage, inden der startes forfra på den første arbejdsplads A.

 

Har du flere kunder/arbejdspladser i løbet af en dag er al kørsel mellem arbejdspladserne således erhvervsmæssig kørsel. Kørslen fra hjemmet til den første kunde/arbejdsplads er erhvervsmæssig kørsel i de første 60 dage indenfor de forudgående 12 mdr.

 

Al anden personlig befordring anses for privat kørsel, hvor regler for kørsel hjem arbejde er gældende.

 

Nedenfor vises et eksempel på opgørelse af den erhvervsmæssige kørsel:         

                                            

Kørsel fra hjemmet til:

Arbejdsplads A i 60 dage =

Erhvervsmæssig kørsel, der berettiger til skattefri godtgørelse/fradrag i 60 dage

Arbejdsplads B i 45 dage =

Erhvervsmæssig kørsel, der berettiger til skattefri godtgørelse/fradrag i 45 dage

Arbejdsplads C i 20 dage =

Erhvervsmæssig kørsel, der berettiger til skattefri godtgørelse/fradrag i 20 dage

Arbejdsplads A i 41 dage = Erhvervsmæssig kørsel, der berettiger til skattefri godtgørelse/fradrag i 41 dage (du vender her tilbage til arbejdsplads A efter, at du har mødt på arbejdsplads B og C i mere end 60 dage (65 dage), hvorfor 60 dages reglen for arbejdsplads A bliver ”brudt” og en ny 60 dages periode kan begyndes)
Arbejdsplads B i 65 dage = Erhvervsmæssig kørsel, der berettiger til skattefri godtgørelse/fradrag i 60 dage (du vender her tilbage til arbejdsplads B efter, at du har mødt på arbejdsplads C og A i mere end 60 dage (61 dage), hvorfor 60 dages reglen for arbejdsplads B bliver ”brudt” og en ny 60 dages periode kan begyndes) – bemærk her at dag 61-65 er privat kørsel til den lave sats kr. 1,94, som ikke berettiger til  udbetaling af  skattefri godtgørelse, men alene berettiger til fradrag efter de almindelige regler for kørsel hjem-arbejde som ligningsmæssigt fradrag  
Arbejdsplads C i 60 dage = Erhvervsmæssig kørsel, der berettiger til skattefri godtgørelse/fradrag i 60 dage (du vender her tilbage til arbejdsplads C efter, at du har mødt på arbejdsplads A og B i mere end 60 dage (106 dage), hvorfor 60 dages reglen for arbejdsplads C bliver ”brudt” og en ny 60 dages periode kan begyndes)

 

Samlet 291 dage hvoraf 286 dage er erhvervsmæssig kørsel (kilometersats 3,54 kr.) og kun 5 dage er privat kørsel til den lave sats (kilometer sats 1,94 kr.).

 

I ovenstående eksempel er kun medtaget de arbejdspladser, hvor der køres fra hjemmet til arbejdspladsen. Er der på de enkelte dage også kørsel videre ud til andre arbejdspladser, så er al denne kørsel (mellem arbejdspladserne) som nævnt også erhvervsmæssig kørsel uden begrænsninger.

 

Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis du har brug for rådgivning om skattemæssige forhold, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.

  

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.