Betingelser og regnskabskrav ved anvendelse af virksomhedsordningen

Du skal være selvstændig erhvervsdrivende for at kunne anvende virksomhedsordningen, se afsnit 1. Derudover er der en række regnskabsmæssige krav, som du skal kunne opfylde, som vi har beskrevet i afsnit 2.

 

1. Hvornår er du selvstændig erhvervsdrivende?

Virksomhedsordningen kan anvendes af både fuldt og begrænset skattepligtige til Danmark, som anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Det er dog kun de virksomheder som anses for erhvervsmæssige virksomheder som kan indgå i virksomhedsordningen.

 

En selvstændig erhvervsdrivende kan sagtens drive flere selvstændige virksomheder, hvor nogle anses for erhvervsmæssige virksomheder og andre anses for ikke-erhvervsmæssige virksomheder (herunder f.eks. hobbyvirksomheder).

 

Selvstændig erhvervsmæssig virksomhed er ikke defineret i nogen specifik bestemmelse i skattelovgivningen overhovedet.

 

For definition af dette begreb skal der derfor udelukkende ses på praksis gennem tiden.

 

Som udgangspunkt er selvstændig erhvervsmæssig virksomhed karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud. Virksomheden må ikke være af begrænset omgang, skal drives nogenlunde regelmæssigt og må ikke være af helt kort varighed.

 

Afgrænsningerne af hvorvidt en virksomhed betragtes som erhvervsmæssig virksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed sker efter praksis ved en samlet konkret vurdering af bl.a. rentabilitet og intensitet.

 

I den forbindelse ses bl.a. på følgende:

 

  • Om der er udsigt til at virksomheden før eller siden vil give overskud (rentabilitet)
  • Om virksomhedens underskud er forbigående
  • Om virksomhedens udsigter ”kræver” at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud
  • Om rentabilitetsforudsætningerne har været undersøgt inden virksomheden blev etableret (er der lagt drifts- og likviditetsbudgetter)
  • Om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet
  • Om ejeren har de nødvendige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle øvrige indtægtsgivende erhverv.
  • Om der er andre erhvervsmæssige formål med virksomheden
  • Om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug
  • Om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse
  • Om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
  • Om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv
  • Om virksomheden i givet fald kunne sælges til tredjemand (dvs. om tredjemand trods tidligere underskud ser indtjeningspotentiale i virksomheden) eller om den slet ikke har indtjeningsudsigter hvis den løsrives fra den ejendom, person eller regi, den hidtil har været drevet.

 

2. Betingelser og regnskabskrav ved anvendelse af virksomhedsordningen

Når du har valgt at anvende virksomhedsordningen, skal du være opmærksom på, at det er et krav at du bl.a. udarbejder et årsregnskab, som efterlever bogføringslovens krav. Derudover skal der udarbejdes et skatteregnskab som efterlever mindstekravsbekendtgørelsen for din type virksomhed (bekendtgørelser nr. 1295 og 1296 af 14/11-2018 for henholdsvis større og mindre virksomheder).

 

Virksomhedens bogføring skal tilrettelægges, så der sker en fuldstændig adskillelse af virksomhedens økonomi og privatøkonomien. Denne adskilles skyldes særligt at det ellers ikke vil være muligt at lave en korrekt disponering i virksomhedsordningen (se afsnittet om den udvidede hæverækkefølge) og dermed korrekt skatteberegning.

 

I virksomhedsordningen skal der føres regnskab med indskudskonto, mellemregning med virksomhedens ejer, konto for opsparet overskud, kapitalafkastgrundlag såvel primo som ultimo og kapitalafkast samt rentekorrektion skal beregnes hvert år.

 

Ved flere erhvervsmæssige virksomheder under virksomhedsordningen behandles disse som én virksomhed

 

  • i relation til kravet om fuldstændig adskillelse af virksomhedsøkonomi og privat økonomi og
  • i relation til opgørelse af en fælles indskudskonto, konto for opsparet overskud, kapitalafkastgrundlag m.fl. og kapitalafkast samt evt. mellemregninger og private hævninger.

 

Du til/fravælger som udgangspunkt virksomhedsordningen ifm. indsendelse af din selvangivelse. Dvs. typisk senest 6 mdr. efter indkomstårets udløb. Du har dog mulighed for at foretage omvalg helt frem til d. 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb jf. VSL §2, stk. 2.

 

Har du f.eks. i sommeren 2018 selvangivet for 2017 uden anvendelse af virksomhedsordningen, har du således helt frem til 30. juni 2019 til at foretage omvalg.

 

Selvangivelsesomvalget gælder ikke enkelt dispositioner, såsom f.eks. ændring af opgørelsen af hævninger til virksomhedens indehaver.

 

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund ovenstående uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.