AMBI - Genoptagelse

Højesteret har den 14. september 2000 sat endeligt punktum i sagen vedrørende genoptagelse af skatteansættelsen for 1988 som følge af, at skatteyderne var blevet beskattet af negativ ambi.

Den 6. september 1994 indgik Told- og Skattestyrelsen et forlig i en sag ved Vestre Landsret, hvorefter negativ ambi kunne holdes uden for indkomst­opgørelsen. I medfør af dette forlig blev der udstedt et genoptagelses­cirkulære, der gav adgang til genoptagelse for indkomstårene 1989-1992. Det vil sige 5 år fara udgangen af det år, hvor der blev indgået forlig.

En række revisorer anlagde sag mod skattemyndighederne med krav om, at de tillige fik mulighed for at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1988.

Heri fik de ikke medhold.

Landsrettens flertal begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå ansvars­pådragende fejl hos skattemyndighederne, hvorfor der ifølge administrativ praksis ikke kunne ske genoptagelse ud over 5-års fristen.

Højesteret gav skattemyndighederne medhold, men med den begrundelse, at tilbagesøgningskravet var forældet i medfør af forældelsesloven af 1908, idet sagen først var anlagt den 7. marts 1997.

Det forhold, at skatteyder ikke var bekendt med det retlige grundlag for tilbagebetalingskravet, kunne ikke begrunde, at han havde været i utilregnelig uvidenhed om kravet.

Vurdering af dommen

Dommen medfører, at det stort set vil være umuligt at få genoptaget skatteansættelsen for 1988.

Forældelsesfristen regnes fra betalingstidspunktet, det vil sige fra det tidspunkt hvor ambien blev betalt i 1988. Retsforliget blev indgået 6. september 1994. Tilbagesøgningskravet vedrørende 1988 var med andre ord allerede forældet på det tidspunkt, hvor der blev indgået forlig. Sagen kan derfor pr. definition ikke være anlagt så tidligt, at forældelsesfristen anses for afbrudt.

Det forhold, at ambi'en var ulovligt opkrævet var skatteyderne tilsyne­ladende heller ikke i utilregnelig uvidenhed om, idet der var tale om ukendskab til retlige forhold. Det forhold, at skattemyndighederne svævede i en tilsvarende vildfarelse, ændrede ikke ved dette forhold. Forældelsesfristen var således heller ikke suspenderet.