Fradrag for passage af Storebæltsbroen

Ved lov nr. 1056 af 17. december 2003 blev det midlertidige fradrag for passage af Storebæltsbroen i forbindelse med befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads gjort permanent. Bestemmelsen er indsat i ligningslovens § 9 C, stk. 9.

Fradrag for passage er fastsat til følgende beløb pr. passage:

Bil

90 kr.

Tog og busser

15 kr.



Fradragets størrelse er fastsat direkte i loven og reguleres ikke automatisk.

Hvis loven ikke var blevet vedtaget, ville det særlige befordringsfradrag for skatteydere, der pendler via Storebæltsforbindelsen, være ophørt ved udgangen af indkomståret 2002.

Der er politisk enighed om at indføre et tilsvarende fradrag for passage over Øresundsbroen. Dette vil dog først ske, når der er indgået en generel aftale med Sverige om, efter hvilke regler pendlerne i Øresundsregionen fremover skal beskattes.

Ikrafttræden

Loven har virkning fra og med indkomståret 2003.