Afskaffelse af kildeskattebøderne - ændring af arbejdsgivers underretningspligt - afskaffelse af virksomhedsskemaet m.v.

Lov ophæver virksomheders underretningspligt over for ansatte og det såkaldte virksomhedsskema

Folketinget har vedtaget en lov, der ophæver virksomheders underretningspligt over for ansatte, kunder m.v. samt afskaffelse af kildeskattebøderne. Endelig er det såkaldte virksomhedsskema afskaffet.

Ophævelse af virksomheders underretningspligt

Som arbejdsgiver skal du hvert år indsende en oplysningsseddel til ToldSkat for samtlige ansatte m.v. med oplysninger om løn, honorarer og indeholdte skatter m.v. Indberetningen skal foretages senest den 20. januar efter indkomstårets udløb.

Efter de hidtil gældende regler skulle du også senest 1. februar underrette den ansatte m.v. om de oplysninger, der er indberettet til ToldSkat. Denne underretningspligt til den ansatte er nu ophævet.

Ændringen har virkning for indberetningen for indkomståret 2005 og fremefter. Det vil sige for den indberetning, som skal indsendes senest 20. januar 2006.

Ved de nye regler ophæves også underretningspligten for banker, pensionsinstitutter, kreditforeninger, fagforeninger, A-kasser m.v. over for kunder

Skatteyderne kan i stedet fremover hente alle indberettede oplysninger elektronisk via ToldSkats Tast-Selv-løsning. De indberettede oplysninger vil være tilgængelige på Tast-Selv fra den 1. marts 2006, således at skatteyderne kan nå at foretage frivillig indbetaling af restskat på over 40.000 kr. inden den 15. marts.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil der blive etableret en ordning, så den enkelte skatteyder for et år ad gangen kan vælge at få tilsendt en papirudgave af de oplysninger, skattemyndighederne har.

Hvis en virksomhed ikke indsender oplysningerne rettidigt til ToldSkat, dvs. senest den 20. januar efter indkomstårets udløb, kan ToldSkat pålægge virksomheden at underrette de ansatte, kunder m.v. om de indberettede oplysninger inden for en nærmere fastsat frist.

Afskaffelse af kildeskattebøder

Som arbejdsgiver risikerede du efter de hidtil gældende regler at blive idømt en bøde, hvis du med vilje eller i hvert fald groft uagtsomt undlod rettidigt at indbetale indeholdt A-skat og AM-bidrag.

Disse bøder er nu afskaffet. Du skal dog stadig betale morarenter af for sen indbetaling af indeholdt A-Skat eller AM-bidrag.

Afskaffelse af virksomhedsskemaet

Mange virksomheder modtager sammen med selvangivelsen også et såkaldt virksomhedsskema, hvor virksomheden skal angive udvalgte regnskabstal. Fra og med indkomståret 2005 er dette virksomhedsskema afskaffet.

Det er også hensigten, at virksomheder fra og med indkomståret 2006 ikke længere automatisk skal indsende et skatteregnskab sammen med selvangivelsen. I stedet skal det være muligt at selvangive over internettet. Der skal dog fortsat udarbejdes et skatteregnskab, der skal indsendes, hvis skattemyndighederne anmoder om det. En række større virksomheder skal tillige fortsat indsende skatteregnskab. De nærmere retningslinier herom vil blive fastlagt i en bekendtgørelse i løbet af 2006.

Vores kommentarer

Ophævelse af underretningspligten synes velbegrundet, når disse oplysninger er tilgængelige på ToldSkats hjemmeside. Især når de skatteydere, der ikke har adgang til internettet har mulighed for at anmode om at få tilsendt disse oplysninger fra ToldSkat.

Afskaffelse af kildeskattebøderne forekommer også fornuftigt, hvis systemet har haft et så lille omfang som anført i bemærkningerne til lovforslaget. Det skal bemærkes, at det kun er manglende indbetaling af indeholdte beløb, der er straffrit. Det vil sige, hvis der er tale om tilfælde, hvor beløbet er indberettet til skattemyndighederne, men måske på grund af virksomhedens likviditetsproblemer eller forglemmelse ikke er blevet indbetalt.

Følgende vil fortsat kunne være strafbart:

  • Manglende eller for sen indberetning af indeholdt A-skat eller AM-bidrag.
  • Manglende indeholdelse af A-skat eller AM-bidrag, for eksempel udbetaling af sort løn.

Endelig er det positivt, at et totalt overflødigt virksomhedsskema afskaffes, samt at der lægges op til, at også virksomheder kan selvangive via Tast-Selv systemet.

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

eller send en e-mail på info@skatteinform.dk

 

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

 

Artikel nr. 2005-33. 15.april 2005

Kilde:

Lov nr. 1441 af 22/12/2004