Virksomhedsordningen efter stramningerne af reglerne

 

Lovforslag L 200 om stramninger for brug af virksomhedsordningen er vedtaget.

Det betyder at personer, der bruger eller ønsker at gøre brug af ordningen, bør sætte sig ind i ændringerne, da de kan få betydelige skattemæssige konsekvenser, idet virksomhedsordningens fordele kan blive begrænset.

 

1. Lovens formål

Lovens formål er, at det ikke i for høj grad - uden skattemæssige konsekvenser - skal være muligt at benytte midler fra virksomhedsordningen til at finansiere privatforbrug.

SkatteInform har indsendt bemærkninger til det først fremsatte lovforslag med henblik på at opnå lempelser til lovforslaget. F.eks. har vi foreslået, at der gives mulighed for at omgøre virksomhedsordningen for 2013, hvis den nye lov medfører, at skatteyderen ville have disponeret anderledes, hvis loven var kendt på selvangivelsestidspunktet.

 

2. Negativ indskudskonto

Personer med negativ indskudskonto enten primo eller ultimo indkomståret kan ikke længere spare op i virksomhedsordningen for det pågældende år; uanset hvordan den er opstået.

For skattepligtige, som anvender virksomhedsordningen den 10. juni 2014 og som har negativ indskudskonto primo eller ultimo 2014, vil kun blive omfattet, hvis indskudskontoen inkl. sikkerhedsstillelser er negativ med mere end kr. 500.000, den såkaldte bagatelgrænse.

Hvis den negative indskudskonto senere øges - uanset at beløbet ikke er negativt med mere end kr. 500.000 - vil skatteyderen ikke kunne spare op i virksomhedsordningen, før indskudskontoen såvel primo som ultimo indkomståret er positiv igen.

 

3. Sikkerhedsstillelser

Der kan generelt ikke efter 10. juni 2014 stilles sikkerhed i aktiver i virksomhedsordningen til brug for gæld uden for ordningen uden at dette anses for en hævning i virksomhedsordningen. Konsekvensen er, at det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse anses for en skattepligtig hævning og beløbet skal tillægges den personlige indkomst.

Der er dog også undtagelser til bestemmelsen, idet sikkerhedsstillelse for gæld uden for ordningen, som stilles som et led i en "sædvanlig forretningsmæssig disposition" i den pågældende virksomhed ikke får skattemæssige konsekvenser.

Derudover kan der stilles sikkerhed med pant i en blandet ejendom, forudsat at den private gæld ikke overstiger værdien af den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren.

På selvangivelsen skal sikkerhedsstillelser med virksomhedens aktiver fremover oplyses.

 

Overgangsregler

For sikkerhedsstillelser, som er stillet inden 11. juni 2014 gælder der særlige overgangsregler. Har man før den 11. juni 2014 en sikkerhedsstillelse, har man kort sagt 5 år til at komme af med den, uden at det medfører denne anses for en hævning. Konsekvensen ved at sikkerhedsstillelsen fortsat eksisterer efter 31. december 2017 er, at beløbet skal tillægges den personlige indkomst og hæves uden om hæverækkefølgen. Dette vil altid medføre beskatning.

Hvis man ikke har mulighed for at ophæve sikkerhedsstillelsen inden 31. december 2017 og indskudskontoen er negativ, er det ikke muligt fremadrettet at opspare i virksomhedsordningen. Ikke nok med det, vil alt opsparet overskud fra perioden 11. juni 2014 -31. december 2017 også komme til beskatning. Dette gælder dog kun, såfremt man ikke er omfattet af bagatelgrænsen på kr. 500.000, som nævnt i afsnit 2.

For at smidiggøre afviklingen af allerede oprettede sikkerhedsstillelser, kan gamle sikkerhedsstillelser erstattes med nye, så længe de nye sikkerhedsstillelser ikke overstiger sikkerhedsstillelsens værdi den 10. juni 2014.

 

4. Rentekorrektion

Satsen for rentekorrektion øges med 3 %-point. Det forventes derfor, at satsen bliver 5 %. Forhøjelsen gælder først for indkomståret 2015. Rentekorrektion sker for at undgå, at der opnås fuldt fradrag for renteudgifter af privat gæld.

 

5. Hvordan forholder jeg mig fremadrettet?

Rammes man af de nye regler, hvad angår sikkerhedsstillelser eller negativ indskudskonto, er der mulighed for, at man kan omdisponere i virksomhedsordningen for 2013. Det kan derfor være relevant at få gennemgået sin virksomhedsordning og klarlægge, om omdisponering kan være fordelagtigt. Omdisponeringen skal være indleveret til SKAT senest 31. marts 2015.

Vores råd:

  • Optag ikke nye sikkerhedsstillelser i virksomhedsordningen
  • Undgå negativ indskudskonto
  • Planlæg en afvikling af de nuværende sikkerhedsstillelser senest den 31. december 2017
  • Øg ikke den negative indskudskonto
  • Undersøg muligheder for omdisponering af indkomståret 2013
  • Undersøg om du bliver ramt af den nye rentekorrektionssats på måske 5%

 

Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis du er interesseret i assistance med gennemgang af din virksomhedsordning, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.

 

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk

 

SkatteInform Statsautoriseret Revisionspartnerselskab

Frederiksborggade 54 1. tv

1360 København K

 

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.