Vis indhold i printervenligt vindue.

Lempelse af momsreglerne for foreninger m.v.

Folketinget vedtog den 14. maj 2002 en ny lov om ændring af momsloven.

Loven har tre hovedelementer:

1. Momsregistreringsgrænsen

Momsregistreringsgrænsen forhøjes fra 20.000 kr. til 50.000 kr.

Momsregistreringsgrænsen for blindes salg af varer og ydelser forhøjes fra 110.000 kr. til 170.000 kr.

2. Almennyttige eller almenvelgørende foreninger

Almenvelgørende og almennyttige foreninger bliver fremover generelt momsfritaget.

Foreningernes momsforhold kommer ved den nye lov i højere grad til at svare til deres skatteforhold.

Almenvelgørende og almennyttige foreninger skal ikke længere søge om fritagelse for moms for hvert enkelt arrangement. Afgrænsningen af, hvornår der er tale om en almenvelgørende eller almennyttig forening, ændres ikke. Det afgørende er, at foreningens overskud kommer en videre kreds af personer til gode. En forening, der har til formål at støtte en professionel fodboldklub, vil derfor ikke være almenvelgørende eller almennyttig.

Betingelser

  • Aktiviteten skal falde inden for foreningens formål
  • Overskuddet skal anvendes til foreningens formål
  • Momsfritagelsen skal ikke kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Der lægges ved vurderingen heraf afgørende vægt på prisfastsættelsen.

Som eksempel på foreninger, der falder ind under fritagelsen kan nævnes amatøridrætsforeninger.

Idrætsforeningers sædvanlige aktiviteter, fx stævner, vil altid være momsfri.

Foretager foreningen salg af varer m.v. skal der foretages en konkret vurdering af:

  • Om momsfritagelsen medfører konkurencefordrejning
  • Ved vurderingen heraf lægges vægt på prisfastsættelse, og om der er tale om salg fra et fast forretningssted. Der vil normalt ikke være tale om salg fra et fast forretningssted, hvis der for eksempel er tale om en kantine, hvis åbningstider er afpasset efter klubbens aktiviteter. Der lægges endvidere vægt på, om salget fortrinsvis sker til forenings­medlemmer, familiemedlemmer, gæstende klubber og lignende.

Valgfrihed

Eksisterende foreninger, der er momsregistreret, kan vælge at lade sig afmelde. Momsfritagelsen er ikke obligatorisk for foreningen. Foreningen kan således vælge at forblive momsregistreret og søge om momsfritagelse for enkelte arrangementer efter de hidtidige regler.

3. Kredittider

Omsætningsgrænsen for, hvornår en virksomhed skal afregne moms månedsvis, hæves fra en årlig momspligtig omsætning på over 10 mio. kr. til en årlig momspligtig omsætning på over 15 mio. kr.

Afregningen af sommermoms ændres også, således at fristen for moms­angivelse og afregning for store virksomheder forlænges fra den 25. juli til den 10. august.

Ikrafttræden

Loven har virkning fra 1. juli 2002. Reglerne om afregning af sommer­moms har dog virkning fra 1. juni.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.