Vis indhold i printervenligt vindue.

Arbejdsgiveradministreret rate­pension - regulering af A-skat

Landsskatteretten har i en kendelse offentliggjort i TfS 2002,237 nægtet at godtage, at der er tale om indskud på en arbejdsgiveradministreret ratepension.

Problemet i sagen var, at skatteyder i december måned 1997 og 1998 havde aftalt med sin arbejdsgiver at regulere løn og tilbageholdt A-skat, idet lønnen ønskedes opsparet på en arbejdsgiveradministreret pensionsordning.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteyder havde ifølge lønopgørelser for december 1997 og december 1998 indbetalt henholdsvis 249.138 kr. og 150.000 kr. til en arbejdsgiveradmini­streret ratepensionsordning. Beløbet oversteg lønnen for december i de pågældende år, hvorfor indeholdt A-skat skulle reguleres for den forud­gående periode. Hverken skatteyder eller arbejdsgiver havde indgivet en anmodning om forlods udbetaling af overskydende skat. Arbejdsgiver havde heller ikke korrigeret den indberettede A-indkomst og A-skat for skatteyder inden udgangen af året.

Landsskatteretten fortolkede pensionsbeskatningslovens § 19 således, at der kan aftales en regulering af lønmodtagers løn, således at hele den for et år aftalte indbetaling kan tilbageholdes af lønnen. Ifølge Landsskatterettens praksis skal dette forstås således, at den for meget indeholdte A-skat skal være reguleret inden udgangen af det år, hvor indbetalingen til pensions­ordningen sker.

I denne sag var der ikke foretaget regulering af A-skatten inden udgangen af indkomstårene 1997 og 1998.

Konsekvensen blev, at fradragsretten skulle fordeles over 10 år.

Vores vurdering

Som vi fortolker Landsskatterettens kendelse, vil det være tilstrækkeligt at sende et brev til den kommunale skatteforvaltning inden årets udgang og anmode om at få tilbagebetalt for meget indeholdt A-skat og AM-bidrag.

I denne sag ville en § 55 anmodning ikke have medført udbetaling af overskydende skat. Vi vil derfor tilråde, at arbejdsgiver altid sender en korrektion til den foretagne indberetning af A-indkomst til Told og Skat inden årets udgang.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.