Vis indhold i printervenligt vindue.

Kantinemoms - indkøb fra cateringfirma

En virksomhed indkøbte mad fra et cateringfirma til medarbejderne. Medarbejderne betalte et beløb på mellem 18,6% og 31,2% af indkøbsprisen for maden. Betalingen skete ved løntræk.

Told- og Skatteregionen gav virksomheden medhold i, at den driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Virksomheden skulle derfor beregne moms af løntrækket.

Virksomheden kunne fratrække moms af indkøbsprisen. Vi henviser til SKAT 2001,459.

Vores vurdering

Afgørelsen kommer i forlængelse af de såkaldte kantinemomssager, hvor Skatteministeriet ved et retsforlig måtte erkende, at der ikke var hjemmel til at beregne momsen af et fiktivt grundlag ved kantinedrift. Vi henviser til vores Skattefacit nr. 64. Der skulle således kun beregnes moms af det beløb, som medarbejderne betalte for maden.

Denne afgørelse går videre, idet den fastslår, at en virksomhed driver selvstændig økonomisk virksomhed, hvis den indkøber mad i byen og videresælger maden til medarbejderne til under kostpris. Herved adskiller det momsmæssige begreb - økonomisk virksomhed - sig afgørende fra det skatteretlige begreb - selvstændig erhvervsvirksomhed - hvor det er et ufravigeligt krav, at virksomheden har til formål at opnå driftsmæssigt overskud.

Vi har rettet henvendelse til Told- og Skattestyrelsen og fået oplyst, at den konkrete sag havde været indbragt for Landsskatteretten, men regionen valgte efter henstilling fra Landsskatteretten at give virksomheden medhold.

Der var tale om en mindre virksomhed.

Der er herefter ikke grundlag for at stille krav om, at der skal være tale om egentlig kantinedrift. Der er heller ikke grundlag for at kræve, at virksomheden er af en vis størrelse, idet en virksomhed med fem ansatte også vil blive anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, hvis den køber mad i byen og videresælger maden til medarbejderne ved løntræk.

Afgørelsen får betydning for alle mindre og mellemstore virksomheder, der ikke har egen kantine, men som har madordninger. Det er en forudsætning, at der sker en form for betaling for maden. I den konkrete sag var en betaling svarende til 18,6% af kostprisen tilstrækkelig.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er sikkert, at en madordning, hvor medarbejderne kun betaler 18,6% af kostprisen for maden vil blive godkendt skattemæssigt. Der vil således være en risiko for, at medarbejderne vil blive beskattet af differencen mellem indkøbsprisen og egenbetalingen.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.