Vis indhold i printervenligt vindue.

Skat i finanslovsforslaget

I forbindelse med den kommende finanslov har regeringen fremsat nedenstående lovforslag på skatteområdet.

Selv om det endnu er uvist om der vil kunne samle sig et flertal om disse lovforslag, har vi valgt kort at orientere om de planlagte initiativer.

Vi vil vende tilbage med yderligere oplysninger, så snart lovforslagene er vedtaget eller før, hvis vi mener, det er relevant.

På nuværende tidspunkt har vi endnu ikke modtaget lovforslagene i deres endelige udformning.

Ny aktieavancebeskatningslov

Et af de væsentligste ændringsforslag er forslaget til en ny aktieavance­beskat­­ningslov.

Hovedpunkterne i den ny lov er:

  • Afskaffelse af 100.000 kr-reglen
  • Afskaffelse af 3-års reglen
  • Alle aktieavancer beskattes fremover som aktieindkomst uanset ejertid
  • Selskaber fritages generelt for aktieavancebeskatning uanset ejertid

Der vil blive indført en række overgangsregler; bl.a. bliver "gamle" beholdninger under 100.000 kr. fritaget for beskatning.

Der foreslås endvidere en udvidet tabsfradragsadgang for børsnoterede aktier.

Personskatteloven

Skatten på aktieindkomsten foreslås sat op fra 25/40% til 28/43%.

Nedsættelse af selskabsskatten

Det foreslås at nedsætte selskabsskatten til 30%. Det samme gælder satsen for virksomhedsbeskatning.

Ændring af afskrivningsregler

Til finansiering af nedsættelsen af selskabsskatten foreslås det at nedsætte afskrivningssatsen for driftsmidler og skibe til 25% samt at afskaffe adgangen til forskudsafskrivning på driftsmidler.

Det er foreslået, at det også skal være muligt at opnå tabsfradrag for aktiver med en kort økonomisk levetid. Hidtil har tabsfradrag kunnet opnås for aktiver med en fysisk levetid på under 3 år.

Aktiekøb i forbindelse med virksomhedsovertagelse

Det foreslås at give fuld skatteværdi for renteudgifter til køb af aktier i forbindelse med virksomhedsovertagelse for at sidestille købere af selskaber med købere af personligt drevne virksomheder, der kan anvende virksom­heds­skatteordningen eller kapitalafkastordningen.

Succession i konto for opsparet overskud

For at lette generationsskifte foreslås det at indføre mulighed for succession i indestående på konto for opsparet overskud i virksomhedsordningen, når en virksomhed overdrages inden for familiekredsen. Der foreslås ligeledes en tilsvarende mulighed for indestående på konto for konjunkturudligning i kapitalafkastordningen. Hidtil kan der kun succederes i konto for opsparet overskud ved død.

Aktieavancebeskatningsloven

Det foreslås at successionsreglerne i aktieavancebeskatningslovens § 11 begrænses. Det vil efter forslaget ikke længere være muligt i levende live at overdrage aktier med succession, hvis der er tale om aktier i et selskab, der i overvejende grad driver finansiel virksomhed eller udlejning af fast ejendom. Hidtil har disse begrænsningsregler kun eksisteret ved død.

Pensionsbeskatningslov

Der indføres en særlig adgang for personer over 55 år, der har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 10 år, til at oprette pensionsordninger i forbindelse med virksomhedsophør.

Den selvstændige vil - med fuld fradragsret - kunne indskyde et beløb svarende til den skattepligtige avance ved afståelse af virksomheden dog maksimeret til 2 mio. kr.

Endvidere foreslås indført en mulighed for efter det fyldte 60. år at oprette ratepensionsordninger.

Optioner og warrants

I en lidt ændret udformning genfremsættes lovforslaget vedrørende optioner o.l. Efter forslaget kan selskabet afregne medarbejdernes skat af optionerne enten ved at deponere aktier eller ved kontant betaling.

Som noget nyt foreslås det generelt at sidestille tegningsretter med køberetter i ansættelsesforhold.

Afskrivning på kunstnerisk udsmykning

Det foreslås, at det i et vist omfang bliver muligt at afskrive på kunstnerisk udsmykning i forbindelse med større renoverings- eller nybygningsprojekter.

Begrænset skattepligtige pensionister

Med forslaget bliver det lettere for pensionister, der er bosiddende i udlandet, at anvende grænsegængerreglerne. Dette betyder bl.a. at det bliver muligt at fratrække renteudgifter for begrænset skattepligtige pensionister i den danske indkomst.

PC-hjemmearbejdsplads

Skatteministeren har nedsat et udvalg, der skal revurdere de nuværende regler for hjemme pc-arbejdsplads, fri telefon og andre datakommunika­tionsforbindelser.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.