Vis indhold i printervenligt vindue.

Momsfradrag ved passage af Øresundsbroen

1. Varevogne, lastvogne, busser m.v.

For disse biler er der fradragsret efter de almindelige regler om drift af biler.

Der er således fuld fradragsret for driften af varevogne under 3 tons, uanset om varevognen også anvendes privat eller til ikke momspligtige formål.

For vare- og lastvogne over 3 tons er der kun delvis fradragsret, hvis bilen også anvendes privat.

2. Personbiler og motorcykler

Hovedreglen om, at der ikke er momsfradrag ved drift af personbiler og motorcykler, gælder ikke ved passage over Øresundsbroen.

For at ligestille svenske og danske passanter har man vedtaget, at der skal være fradragsret for momsen på billetten, i det omfang kørslen er erhvervsmæssig.

Både den danske og den svenske moms

Det fremgår af et nyhedsbrev fra Told- og Skattestyrelsen, at virksom­hederne har fradragsret for både den danske og den svenske moms af passageudgiften.

På billetten er anført en pris i både svenske og danske kroner. Fradrags­reglerne skal forstås sådan, at der er fradragsret for den danske moms, hvis der betales i dansk valuta, og fradrag for den svenske moms, hvis der betales i svensk valuta.

Der er fradragsret for momsen af passageudgiften efter følgende regler:

Kørslen vedrører Fradrag for momsen
Kun erhvervsmæssige formål Fuld fradragsret
Kun private formål Ingen fradragsret
Både momspligtige og ikke momspligtige erhvervsmæssige formål Delvis fradragsret, i forhold til den momspligtige omsætning
Både momspligtige og private formål Delvis fradragsret fastsat skønsmæssigt



Forskel på broer

Særreglen gælder kun for passage over Øresundsbroen og ikke ved passage over Storebæltsbroen. Om kort tid vil det være muligt at købe kombinations­billetter, der gælder for passage over både Storebæltsbroen og Øresunds­broen. Virksomhederne vil her være nødt til at opdele billetten og fratrække den moms, der vedrører passagen over Øresundsbroen.

Udenlandske virksomheder

Tilbagebetalingen af både den danske og den svenske moms til udenlandske virksomheder skal ske i Sverige.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.