Vis indhold i printervenligt vindue.

Ændring af reglerne om omkostningsdækning

Skatteministeren har den 5. april 2000 fremsat et lovforslag om ændring af reglerne om omkostningsdækning, der har virkning for udgifter, der er betalt den 5. april 2000 eller senere.

Forslaget indeholder ændringer på to væsentlige punkter:

  • Forhøjelse af tilskuddet
  • Udvidelse af tilskudsberettigede klagesager.

Ad. 1. Forhøjelse af tilskuddet

Efter de gældende regler gives der et tilskud på 32% til selskaber og 38% for personer faldende til 32% i 2002.

Det foreslås at forhøje tilskuddet til 50% for både selskaber og personer.

I situationer, hvor sagen videreføres på myndighedernes eget initiativ, foreslås tilskuddet sat til 85%.

Det drejer sig om tilfælde,

  • hvor en kommunal skatteansættelse vil blive ændret af en told- og skatteregion
  • hvor en skatteankenævnskendelse eller ejendomsvurdering forelægges af Told•Skat for Ligningsrådet til ændring
  • hvor en landsskatteretskendelse indbringes for domstolene af Skatteministeriet eller
  • hvor Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret.

Ad. 2. Udvidelse af tilskudsberettigede klagesager

Udover de sager, hvor der efter de gældende regler gives tilskud, foreslås tilskudsordningen udvidet til også at omfatte

  • klager over forskudsregistreringen
  • klager over ejendomsvurderingen.

Herudover foreslås ordningen udvidet til også at gælde visse klager til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet.

Det drejer sig om følgende sagstyper:

  • Klage over afslag på omgørelse
  • Klage over afslag på genoptagelse af en skatteansættelse
  • Klage over afslag på anmodninger om bevilling eller dispensation

Genoptagelse af skatteankenævns- og landsskatteretssager

I forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatte­retten om genoptagelse af egne afgørelser, kan der efter de foreslåede regler ligeledes fremover ydes omkostningsdækning.

EF-Domstolssager og EF-voldgiftskommissionssager

Endelig er dækningen udvidet til at omfatte visse sager ved EF-domstolen og EF-voldgiftskommissionen.

Vi kommer ikke nærmere ind på disse sager her, men oplyser gerne herom, hvis der måtte være behov herfor.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.