Vis indhold i printervenligt vindue.

Fusion, selskabsstiftelse og virksomhedsomdannelse med skattemæssig tilbagevirkende kraft - lovforslag vedtaget uændret

Fusion

Loven giver mulighed for at gennemføre en skattepligtig fusion med virkning fra en dato, der kan ligge op til 6 måneder forud for selskabernes endelige vedtagelse af fusionen. Selskabsretligt har en sådan hjemmel til fusion med tilbagevirkende kraft eksisteret i nogen tid, hvor muligheden dog samtidig har været afskåret pga. skattelovgivningen. Nu åbnes der altså også skatteretligt op for fusion med tilbagevirkende kraft.

Virksomhedsomdannelse og virksomhedsoverdragelse

Samtidig lovfæstes den praksis, der allerede foreligger, som giver mulighed for at overdrage en personligt ejet virksomhed til ejerens nystiftede selskab med op til 6 måneders tilbagevirkende kraft. Det samme gælder et selskabs overdragelse af en virksomhed til dets nystiftede datterselskab.

Ny 1 måneds frist

Det er generelt gjort til en betingelse, at ejeren senest en måned efter at stiftelsen har fundet sted, indsender genpart af de selskabsretlige dokumenter samt dokumentation for anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Hensigten hermed er at begrænse den periode, hvori der er mulighed for at spekulere i, hvortil indtægter og udgifter skal henføres og at give skattemyndighederne mulighed for på et tidligere tidspunkt at gribe ind, hvis de foretagne dispositioner er udtryk for skatteunddragelse.

Ikrafttræden

Loven er trådt i kraft den 1. juli 1999.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.