Vis indhold i printervenligt vindue.

Nye lovforslag:

  1. Skattestyrelsesloven - ansættelsesfrister, skatteforbehold mv.
  2. Fusion, stiftelse og omdannelse med skattemæssig tilbagevirkende kraft
  3. Beskatning af løbende udbetalinger og goodwill

1. Skattestyrelsesloven - ansættelsesfrister, skatteforbe­hold mv. - L 192

Skatteministeren har fremsat et omfattende lovforslag om ændring af bl.a. skattestyrelsesloven. De vigtigste elementer i lovforslaget er ændringer i fristreglerne om ansættelsesændringer og forslag om lovregulering af skatteforbehold og omgørelse.

Ansættelsesfrister

Efter forslaget bevares den gældende 3 års-frist for både skattemyndighederne og skatteyderen. Efter forslaget objektiveres adgangen til genoptagelse ud over 3 års fristen. I følgende tilfælde kan 3 års fristen brydes:

  • Hvis der efter indkomstårets udløb er indtrådt ændringer i grundlaget for opgørelse af indkomsten eller ejerboligværdien
  • Ændret bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et fremførselsberettiget underskud for indkomst, der ligger uden for 3-års fristen, og den ikke beror på et skøn.
  • Hvis der er tale om en følge af en ansættelsesændring vedrørende et andet indkomstår
  • Ændringer som følge af ansættelsesændringer hos ægtefælle
  • Hvis Ligningsrådet tilsidesætter en afgørelse truffet af Skatteankenævnet.
  • Hvis en ligningspraksis er underkendt ved Landsskatteretten eller ved domstolene, skal der kunne genoptages tilbage til det år, der er prøvet ved den første underkendende kendelse/dom. Herved foreslås det at praksis, hvorefter der kun genoptages 3 år tilbage, tilsidesættes.

Skatteforbehold

Det foreslås, at der indføres en bestemmelse, hvorefter et skatteforbehold kun tillægges virkning, hvis det er klart, skriftligt og oplyst over for den skatteansættende myndighed senest samtidig med, at der i øvrigt oplyses om dispositionen. Endvidere foreslås en bestemmelse, hvorefter myndighederne kan vælge ikke at tillægge forbeholdet betydning, hvis ikke betydningen af forbeholdet er klar og overskuelig. Dette medfører, at forbeholdet skal angive, f.eks. hvordan en disposition i givet fald tilbageføres.

Omgørelse

Der foreslås indført en bestemmelse, der regulerer adgangen til skattemæssig omgørelse. Tilladelse til omgørelse meddeles af Skatteministeren under nærmere angivne betingelser:

  • Dispositionen ikke i overvejende grad har være båret af at ville spare eller udskyde skatter
  • Dispositionen skal utvivlsom have haft utilsigtede skattemæssige virkninger
  • Dispositionen skal have være lagt klart frem for skatte­myndig­he­derne
  • De privatretlige virkninger af omgørelsen skal være enkle og overskue­lige
  • Alle der berøres af en tilladelse til omgørelse tiltræder omgørelses­an­modningen
  • Der betales et gebyr af samme størrelse som for at få en bindende forhåndsbesked.

2. Fusion, stiftelse og virksomhedsomdannelse med skattemæssig tilbagevirkende kraft - L 189.

Skatteministeren har fremsat lovforslag, der sikrer lovhjemlen til at gennemføre fusioner, stiftelser og virksomhedsomdannelser med tilbagevirkende kraft. Det foreslås, at den tilbagevirkende kraft maksimeres til 6 måneder.

3. Beskatning af løbende udbetalinger og goodwill - L212.

Som opfølgning på finanslovsaftalen har Skatteministeren fremsat lovforslag om beskatning af løbende ydelser. Efter de gældende regler medfører løbende ydelser i gensidigt bebyrdende aftaler i vidt omfang en dobbeltbeskatning, idet den løbende ydelse dels kapitaliseres og indgår i grundlaget for avancebeskatning og dels beskattes løbende.

Med lovforslaget foreslås en ordning, hvor der fortsat skal gennemføres en kapitalisering. Den kapitaliserede værdi indgår på en saldo, der hvert år nedskrives med de betalte ydelser. De løbende ydelser beskattes ikke førend de samlet overstiger den kapitaliserede værdi.

Modsat får køber ikke fradrag for de løbende ydelser førend, de løbende ydelser samlet overstiger den kapitaliserede værdi.

Endvidere foreslås en ordning, hvorefter der kan ydes henstand med betaling af fortjeneste på goodwill m.v., hvis betalingen udgøres af en løbende ydelse. Hvis vederlaget kun delvist udgøres af en løbende ydelse, kan der ydes henstand med en forholdsmæssig andel.

Lovforslaget skal have virkning fra den 1. juli 1999.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.