Vis indhold i printervenligt vindue.
AktuelSkat

Mere skat på fri bil

Fra 1. januar 2013 sker der ændringer i reglerne for opgørelse af beskatningsgrundlaget for fri bil. Ændringerne betyder, at skatten på fri bil stiger.

1. 36 måneders reglen

Det har frem til nu været en god forretning at købe ny firmabil sidst på året. Medarbejderen fik derved en lavere beskatning hurtigt, da beregningsgrundlaget blev mindre efter udløbet af indregistreringsåret tillagt to år. Således kunne der ske lavere beskatning allerede efter 25 måneder.

Det er denne fordel, som ændrer sig for 2013. Ved de nye regler falder skatten på fri bil først efter 36 måneder, uanset hvornår på året bilen er købt og indregistreret.

Dette gælder for nye firmabiler, men da reglen gælder med tilbagevirkende kraft, skal personer der har fri bil indregistreret under det gamle regelsæt også være opmærksomme. Har du eksempelvis købt firmabil i december 2010, vil du først kunne få den lavere beskatning efter 36 måneder - altså fra december 2013. Havde det været under det gamle regelsæt, ville personen allerede fra januar 2013 have haft den lavere beskatning.

2. Miljøtillæg

Udover ændringen med de 36 måneder sker der yderligere en forhøjelse af grundlaget for beskatning af fri bil. Tidligere har personer skulle beskattes af det såkaldte miljøtillæg svarende til bilens ejerafgift. Fra januar 2013 skal der tillægges yderligere 50 % af miljøtillægget til beskatningsgrundlaget. Således vil en bil med en ejerafgift på kr. 5.000 skulle medtage beskatning af miljøtillæg på kr. 7.500.

3. Beregningseksempel

For en bil til kr. 400.000 indkøbt og indregistreret i december 2010 med en årlig ejerafgift på kr. 5.000 vil beregningen se sådan ud pr. 1. januar 2013. Både gamle og nye regler er illustreret.

 

Gammelt regelsæt

Nyt  regelsæt
Miljøtillæg 5.000 7.500

25 % af de første 300.000

(værdien nedsættes til 300.000 svarende 75 % af bilens værdi efter de gamle regler i januar 2013)

75.000 75.000

20 % af det overskydende beløb

(der er intet overskydende beløb efter gamle regler, da bilens værdi er nedsat til 300.000 svarende til 75 %)

0 20.000
Samlet beskatningsgrundlag 80.000 102.500

Af ovenstående ses det, at de nye regler medfører en ekstra beskatning på kr. 22.500 svarende til en øget skattebetaling på ca. 11.000 kr. for 2013.

4. Hvad skal du gøre?

Medarbejdere:

Berøres du alene af det højere miljøtillæg vil det i de fleste tilfælde ikke have så stor betydning for din skat, at det er nødvendigt at ændre forskudsopgørelsen. Har du derimod fået firmabil i december 2010 og beregnet, at du ville få en lavere beskatning allerede for 2013, bør du medtage ændringerne i din forskudsopgørelse for 2013.

Arbejdsgivere:

For de medarbejdere der har fri bil, er det nødvendigt at ændre beløbet, der indberettes for medarbejderne. Ændringen skal ske allerede fra lønindberetningen for januar 2013.

Vi gør opmærksom på, at manglende eller fejlagtig indberetning kan medføre bøde til SKAT på minimum kr. 5.000 for en virksomhed med 1-4 ansatte. For virksomheder med flere ansatte vil eventuelle bøder være større.

4. Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis I er interesserede, står vi gerne til rådighed med assistance efter nærmere aftale.

 

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk

 

SkatteInform Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

 

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.