Vis indhold i printervenligt vindue.
AktuelSkat

Fradrag for renteudgifter af private gældsbreve forudsætter fremover, at lånegivers identitet ER indberettet til SKAT!­

Har du optaget privat gæld kan du ikke længere få fradrag for renteudgifterne, medmindre du hvert år i forbindelse med selvangivelsen indberetter lånegivers identitet m.v. til SKAT.

Som led i de senere års bestræbelser om effektivisering hos SKAT og af SKAT´s ligningsarbejde, er turen nu kommet til bl.a. private gældsbreve (der indføres samtidig lignende ordning/krav vedrørende underholdsbidrag).

Efter SKAT´s udsagn er der tidligere blevet selvangivet bl.a. fiktive rentefradrag og underholdsbidrag, som grundet SKAT´s utilstrækkelige ligningsindsats ikke er afværget.

Denne problematik løser SKAT nu ved at lægge endnu en indberetningspligt over på borgerne.

Fra og med 1. januar 2013 (dvs. fra og med selvangivelsen 2013) er det således nu lånetagers pligt at indberette følgende til SKAT:

  • CPR-nr eller CVR-nr for lånegiver
  • Størrelsen af indkomstårets fradragsberettigede renter til den enkelte lånegiver
  • At der er tale om renteudgifter.

Det er endnu ikke endeligt, hvordan indberetningen til SKAT skal ske, men det forlyder at SKAT vil informere herom i forbindelse med, at der skal selvangives for 2013. Altså må det formodes at nærmere info vil foreligge primo 2014.

 

Hvem er omfattet af reglerne

Indberetningspligten gælder for personers fradrag, herunder persondeltagere i kommanditselskaber, partnerselskaber og interessentskaber, af de såkaldte "øvrige renteudgifter", som ikke allerede i forvejen er omfattet af finansielle virksomheders indberetningspligt, hvorfor også selvstændigt erhvervsdrivende skal bemærke sig de nye regler.

 

SkatteInforms bemærkninger

Som overskriften indikerer vil der ikke længere være fradragsret for renteudgifter af private gældsbreve, såfremt lånetager ikke indberetter ovenstående til SKAT.

 

Af typiske gældsbreve omfattet af de nye regler kan nævnes gældsbreve udstedt mellem familiemedlemmer i forbindelse med køb af ejendom, billån, uddannelse eller lignende.

 

Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis I er interesserede i assistance med opgørelse af den skattepligtige indkomst, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.

 

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk

 

SkatteInform Statsautoriseret Revisionspartnerselskab

Frederiksborggade 54 1. tv

1360 København K

 

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.