Vis indhold i printervenligt vindue.
AktuelSkat

 

Finansloven for 2011

Der blev den 8. november 2010 indgået aftale om finansloven for 2011. Denne udgave af Aktuel Skat vil kort behandle udvalgte dele, der vedrører skatter, moms og erhvervslivet.

Vi skal gøre opmærksom på, at der alene er tale om en aftale. For det første skal finanslovsforslaget først vedtages. Herefter skal de enkelte love, hvori ændringerne fremkommer udarbejdes og vedtages. Nedenstående er således hverken endeligt eller gældende.

 

1. Skatter

1.1 Rabat på multimedieskatten

Multimedieskatten vil halveres for den ene ægtefælle i en husstand, såfremt begge ægtefæller bliver multimediebeskattet.

Rent praktisk vil halveringen ske ved, at begge ægtefæller hver især får en nedsættelse på 25 % af det skattepligtige multimediebeløb, svarende til kr. 750 pr. år pr. ægtefælle.

SkatteInforms mening: Mon ikke reglen bliver udformet således, at den gælder tilsvarende for samlevende og ikke kun for ægtefæller?

 

1.2. Ændringer i forskerordningen

På nuværende tidspunkt kan forskerordningen anvendes i op til 3 år med en skattesats på 25 %. Denne regel vil ændre således, at der er mulighed for at anvende ordningen i op til 5 år med en skattesats på 26 %.

Samtidig øges karantæneperioden for hjemvendte danskere, der ønsker at anvende forskerordningen. Fremover vil ordningen kun kunne anvendes af personer, som ikke har været skattepligtige til Danmark indenfor de seneste 10 år mod. Karantæneperioden er i dag kun 3 år.

SkatteInforms mening: Denne regel vil begrænse mange sportsudøvere, som har været fraflyttet i en kortere årrække for derefter at vende hjem og anvende forskerordningen.

 

1.3. Højere bundfradrag ved sommerhusudlejning

Bundfradrag for sommerhusejere, der udlejer deres sommerhus vil stige fra de nuværende kr. 10.000 til kr. 20.000 i 2011. Dette vil dog kun gælde for sommerhusejere, der udlejer gennem et udlejningsbureau. Samtidig vil der etableres obligatorisk indberetningsordning for udlejningsbureauerne af udlejernes lejeindtægter.

SkatteInforms mening: Dette vil betyde, at der vil være to forskellige bundfradrag; et på kr. 10.000 for private udlejere, og et på kr. 20.000 for udlejning gennem udlejningsbureau.  

 

1.4. Beskatning af unoterede porteføljeaktier

Selskaber, der investerer i unoterede porteføljeaktier er i dag skattepligtige af disse aktiers eventuelle afkast.

I løbet af 2011 vil der indføres en ordning, hvor afkastet af disse aktier vil være skattefrit, såfremt afkastet investeres i nystartede små- og mellemstore virksomheder, der stadig er i vækstfasen.

SkatteInforms mening: Dette virker besværligt at holde styr på og administrere for såvel myndigheder som selskaber at skelne mellem om virksomheder er i vækstfasen eller ej.

 

1.5 Skattestop - nedsættelse af bundskatten i visse kommuner

Det er aftalt, at såfremt kommuneskatten i enkelte kommuner stiger, vil bundskatten til svarende falde, således at regeringens skattestop opretholdes.

Eventuelle ændringer vil efterfølgende blive korrigeret i de berørtes forskudsopgørelse for 2011 samt ved årsopgørelsen for 2011.

 

2. Moms

2.1. Større momsfradrag på hotelydelser

Erhvervsdrivende vil fremadrettet kunne fradrage 50 % af momsudgiften for overnatninger i erhvervsmæssig sammenhæng. I dag er fradragssatsen kun 25 %.

 

3. Andre områder 

3.1 Risikovillig kapital til iværksættere

Der skal være mulighed for, at der kan indgås samarbejde med pensionssektoren om, at der stilles yderligere kr. 5 mia. til rådighed som risikovillig kapital for iværksættere og små- og mellemstore virksomheder. Følgende tre låne- og kautionsordninger forpligter Staten sig til at etablere:

Vækstlån: Små- og mellemstore virksomheder med relativ høj risikoprofil
Vækstkaution 3: Udvidelse af den eksisterende vækstkautionsordning til større lån til små- og mellemstore virksomheder med en lavere risikoprofil.
Mezzaninkaution: Kaution for ansvarliglånekapital til små- og mellemstore virksomheder, der ikke er klar til at modtage egenkapital.

 

3.2. Gebyrer ved selskabsregistrering

Der vil introduceres gebyrer ved stiftelse, ændring og genoptagelse af aktie- og anpartsselskaber.

 

4. Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis I er interesserede, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.

 

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk  

 

SkatteInform Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

 

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.