Vis indhold i printervenligt vindue.
AktuelSkat

SKAT kræver dokumentation for aktieerhvervelser.

 

SKAT har som led i Skattereformen strammet reglerne om beskatning af aktieavance -og tab og kræver nu dokumentation for kapitalandeles anskaffelsessummer m.m.

 

1. Stramning af reglerne


Skattereformens vedtagelse medfører ændringer i reglerne om beskatning af aktieavancer -og tab. Dette nyhedsbrev vil dog kun belyse ændringerne omkring indberetningspligten for aktieerhvervelser.


Vi skal oplyse om, at der ligeledes er indført en ny selskabsreform, som blandt andet indfører nye begreber. Aktier, investeringsbeviser samt anparter går fremover under den fælles betegnelse kapitalandele, Vi vil således anvende denne betegnelse i dette nyhedsbrev.

Kun i de tilfælde hvor reglerne udelukkende gælder for et bestemt type papir, benævnes dette med det konkrete navn såsom aktier, anparter eller investeringsbeviser.


Formålet med de nye regler om indberetningspligten er, at SKAT automatisk skal kunne beregne avance og tab for så mange personer som muligt, da SKAT ønsker, at muligheden for ikke at selvangive avancer ved salg af kapitalandele begrænses.


Derfor er det vedtaget, at det kun vil være muligt at opnå fradrag for tab, hvis oplysninger om kapitalandelenes erhvervelse er indberettet til SKAT inden selvangivelsesfristens udløb. Ligeledes er der ingen garanti for, at du ikke vil blive beskattet fuldt ud af salgssummen for kapitalandele, hvis du ikke har indberettet kapitalandelenes anskaffelsessum.


Der kan dog opstå problemer, da det kan være vanskeligt og tidskrævende at fremskaffe denne dokumentation hos for eksempel banker, for kapitalandele anskaffet for flere år siden.


2. De nye regler


2.1 Hvem og hvad er omfattet?


Reglerne om indberetning omfatter alle personer, der besidder og handler med kapitalandele optaget til handel på regulerede markeder. Endvidere omfatter indberetningspligten til SKAT ligeledes beholdninger af konvertible obligationer. Selskaber skal ikke indberette.


Tidligere anvendte man sondringen mellem børsnoterede kapitalandele og unoterede kapitalandele. Tab på børsnoterede kapitalandele kunne kun fradrages i aktieavance eller udbytte fra børsnoterede kapitalandele. Og ligeledes kunne tab på unoterede kapitalandele kun fradrages i aktieavance eller udbytte fra unoterede kapitalandele. Nu sondres der i stedet mellem kapitalandele optaget til handel på regulerede markeder og ikke regulerede markeder. Regulerede markeder dækker over en større gruppe, end hvad børsnoterede kapitalandele gjorde. Fremover vil gamle tab fra børsnoterede kapitalandele kunne fremføres og fradrages i aktieavancer og udbytter fra kapitalandele optaget til handel på regulerede markeder. Der er således sket en udvidelse i anvendelsen af et sådan tab.


Som beskrevet ovenfor omfatter indberetningspligten udelukkende kapitalandele optaget til handel på regulerede markeder, hvorfor for eksempel kapitalandele i aktieselskaber, der ikke er optaget på et reguleret marked, ikke er omfattet.

2.2 Hvad skal du gøre?


Køber du kapitalandele igennem en dansk værdipapirhandler eksempelvis hos en bank, vil det for kalenderåret 2010 være denne, der skal foretage indberetningen af dine aktieerhvervelser, og du skal således ikke indberette disse selv.


Køber du kapitalandele igennem en udenlandsk værdipapirhandler, skal du derimod selv foretage indberetningen, medmindre du aftaler med denne, at de står for indberetningen, hvis de udbyder denne service.


Derudover er det vigtigt, at du selv fremskaffer dokumentation for erhvervelsen af kapitalandelene i din beholdning pr. 31. december 2009, så disse kan indberettes. Herunder navn, antal, anskaffelsestidspunkt, anskaffelsessum og om kapitalandelene er en del af en skattefri beholdning pr. 31. december 2005.

Du skal dog kun indberette de oplysninger, som ikke fremgår af din Skattemappe for indkomståret 2009, som vil være tilgængelig fra marts 2010. Det vil derfor primært være oplysninger om kapitalandele købt igennem udenlandske værdipapirhandlere, som skal indberettes.


Det er meningen, at SKAT skal etablere mulighed for, at indberetningen kan ske elektronisk via TastSelv, men SKAT kan endnu ikke oplyse om, hvornår løsningen er klar til indberetning. Det er din pligt, at indberetningen foretages, hvorfor du må indhente yderligere information på SKATs hjemmeside senere.


3. Konsekvenser vil manglende indberetning


Foretager du ikke indberetningen af dine kapitalandele, vil der ikke kunne opnås fradrag for aktietab, hvis du sælger dine kapitalandele. Ligeledes vil det ikke nødvendigvis være muligt for dig at fratrække anskaffelsessummen i salgssummen, og du kan blive beskattet af hele salgssummen. Dette kan ramme hårdt, hvis der egentlig er tale om et faktisk aktietab.


Derfor er det vigtigt, at du foretager denne indberetning, således at en sådan beskatning ikke sker.

4. Frister for indberetning af aktieerhvervelser


SKAT vil anvende de indberettede oplysninger til at beregne aktieavance og -tab automatisk. Betingelsen om, at SKAT skal modtage indberetningen vil først træde i kraft for aktietab, der opstår i kalenderåret 2010, som følge af aktiesalg.


For medarbejderaktier, der er båndlagt efter reglerne i ligningslovens § 7A udløber fristen i det indkomstår, hvor båndlæggelsen ophører.


Det er muligt, at indberette oplysninger om kapitalandelenes erhvervelse til SKAT indtil udløbet af selvangivelsesfristen for indkomståret 2010, som er den 3. maj 2011 for den almindelige selvangivelse og den 1. juli 2011 for den udvidede selvangivelse.

Som beskrevet ovenfor, er det kun kapitalandele, der ikke fremgår af Skattemappen for 2009, der skal indberettes. Da denne først er tilgængelig i 2. februar 2010, kan du ikke endeligt vide, hvad der skal indberettes. Men det er helt sikkert, at du skal indberette oplysninger for alle udenlandske værdipapirhandler, hvorfor det er vigtigt, at kontakte disse allerede nu, hvis der er oplysninger, du ikke er i besiddelse af. Der kan være lang leveringstid med disse oplysninger.


Nedenstående skema kan illustrere reglerne og fristerne:


Køb hos danske værdipapirhandlere

Køb hos udenlandske værdipapirhandlere

1. januar 2010 »

Automatisk indberetning fra værdipapirhandler

 

 

 

Du skal selv indberette til SKAT, medmindre du aftaler med de udenlandske værdipapirhandler, at de gør det.

Marts 2010 » selvangivelsesfristens udløb for indkomståret 2010 (sommer 2011)

Du skal selv indsamle og indberette oplysninger om erhvervelse af kapitalandele til SKAT, som ikke er en del af SKATs beholdningsoversigt i "Skattemappen" for indkomståret 2009 (som er tilgængelig i marts 2010). Altså kapitalandele købt før 1. januar 2010.

 

5. SkatteInforms kommentarer


SkatteInform finder det positivt, at der vil ske automatisk beregning i fremtiden. Det vil lette processen ved indgivelse af selvangivelsen, og sikre at folk får fradrag for kapitalandeles anskaffelsessummer samt eventuelle tabsfradrag.


Selvom der sker automatisk indberetning og beregning hos SKAT, må vi pointere, at det stadig er nødvendigt at kontrollere om de indberettede oplysninger er korrekte. Det er særligt nødvendigt ved kapitalandele i et selskab, hvor der enten sker kapitaludvidelse, fondsemission eller kapitalnedsættelse.


Overordnet er det fornuftigt at give incitament til at oplyse om kapitalandeles anskaffelsessum, før det kan opgøres, om der er avance eller tab. Dette mindsker muligheden for skattesvig ved værdipapirhandler.


SkatteInform mener af hensyn til retssikkerheden ligeledes, at der bør være indberetningspligt for kapitalandele, som ikke er optaget på regulerede markeder (unoterede kapitalandele).


Vi finder ikke, at kapitalejere bør stilles forskelligt afhængig af, om selskabet er optaget på et reguleret marked eller ej.


Ønsker du en oversigt og yderligere information om Skattereformen kan du klikke her.


6. Kontakt SkatteInform


Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.


Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores statsautoriserede revisorer og skattekonsulenter til rådighed med kvalificeret rådgivning.


Er du kunde hos SkatteInform vil vi som en del af ydelsen ved udarbejdelsen af den årlige selvangivelse afstemme oplysningerne om kapitalandele med SKATs oplysninger, og således indberette manglende oplysninger.


Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk


SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V


Artikel nr. 2009-2 af 1. september 2009

Kilde: Lov nr. 462 af 12/06/2009 med tilhørende forarbejder


Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.