Vis indhold i printervenligt vindue.
AktuelSkat

Renter til SKAT for indkomståret 2009

Skattereformen, vedtaget den 28. maj 2009, indfører ændringer i betingelserne for indbetaling af forskudsskat allerede for indkomståret 2009.

 

1. Ophævelse af beløbsgrænser

Tidligere var det muligt at indbetale ubegrænset forskudsskat indtil udløbet af indkomståret. Herefter kunne man frem til 15. marts også lave ubegrænset frivillig indbetaling mod et rentetillæg på 2 % af beløb over kr. 40.000. Sidste mulighed var at indbetale op til kr. 40.000 inden 1. juli for at undgå et rentetillæg på 7 %. Fra og med indkomståret 2009 ændres disse betingelser.



2. Nye regler

Det er stadig muligt at indbetale ubegrænset forskudsskat indtil udløbet af indkomståret uden at skulle betale et rentetillæg. Det er dog en forudsætning, at indbetalingen er sket senest på årets sidste bankdag.

Derimod bortfalder førnævnte frister og beløbsgrænser. Der vil fremover være ubegrænset mulighed for at indbetale forskudsskat helt frem til selvangivelsesfristens udløb, mod betaling af en dag-til-dag rente. Denne rente varierer årligt i takt med markedsrenten. Renten vil ca. være 5,4 % p.a. Den endelige rentesats oplyses inden udløbet af indkomståret. Renterne, der skal betales af beløbet, beregnes fra indkomstårets udløb og frem til indbetalingsdagen. På denne måde betaler du kun renter for den periode, hvor du praktisk talt har skyldt pengene til SKAT. Disse renter fratrækkes direkte i det egentlige beløb, du indbetaler.

Disse renter til SKAT er ikke fradragsberettigede.



3. Skatteberegning for 2009

For at undgå at skulle betale renter af den manglende indbetaling af forskudsskatten, bør du foretage en foreløbig skatteberegning inden udgangen af 2009. Heraf vil du kunne se, om det er nødvendigt at foretage en frivillig indbetaling inden 31. december 2009 og herved spare rentetillægget på de ca. 5,4 %.


Laver du ikke en skatteberegning for 2009 og venter med at indbetale din restskat til efter selvangivelsesfristens udløb, vil du i tilfælde af restskat skulle betale ca. 7,4 % i rentetillæg for manglende indbetaling. Til sammenligning vil du ved overskydende skat, blot få en godtgørelse på ca. 1,4 %, men du modtager ikke godtgørelse af indbetalinger foretaget efter 31. december 2009.


Førnævnte rentesatser er ligeledes ændret, så de varierer med markedsrenten. De bliver oplyst årligt samtidig med dag-til-dag renten.


Nedenstående eksempel illustrerer renternes størrelse ved en restskat på kr. 100.000 med forskellige indbetalingstidspunkter. Da ingen af renterne til SKAT er fradragsberettigede, har vi udregnet, hvad rentesatsen svarer til hos for eksempel banker, hvor renterne kan fratrækkes i indkomsten.



Rentesats

Rente

Tilsvarende bankrentesats

Før 31. december 2009

0

0

0

31. marts 2010

5,4 % p.a.

Kr. 1.332

7,20 % p.a.

30. juni 2010

5,4 % p.a.

Kr. 2.663

7,20 % p.a.

Efter 1. juli 2010, opkrævning i 3 rater i sept., okt., nov. 2010

7,4 %

Kr. 6.046 *

10,75 %

Op til kr. 18.300 kan indregnes i forskudsopgørelsen for 2011

 

Kr. 903

6,56 %













* Renten beregnes af 100.000 fratrukket 18.300, som kan indregnes i forskudsopgørelsen for 2011.


Som ovenstående illustrerer, kan du med fordel få udarbejdet en foreløbig skatteberegning for 2009 og spare penge, i de tilfælde hvor du vil få restskat.


4. Hvordan laver jeg en frivillig indbetaling?

Har du beregnet, at du vil få en restskat for 2009, kan du i din skattemappe i SKATs TastSelv system finde information til frivillig indbetaling. Trykker du på "Betalingsinformation" oplyses koder til NetBank betaling m. v., som du skal anvende. Når du anvender disse koder, vil SKAT med det samme vide, at betalingen vedrører dig.



5. Gode råd


  • Som nævnt tidligere kan du med fordel indbetale så SKAT har modtaget betalingen senest 30. december 2009, som er sidste bankdag for dette indkomstår.
  • Få beregnet den forventede restskat for 2009
  • Hvis der er tale om virksomhedsskat, bør du afvente betaling af restskat indtil 2. januar 2010, da du herved reducerer dine hævninger i virksomhedsskatteordningen og således opnår et helt års udskydelse af skat uden rentetillæg.


Ønsker du en oversigt og yderligere information om Skattereformen kan du klikke her.


6. Kontakt SkatteInform


Ønsker du, at SkatteInform skal udarbejde en foreløbig skatteberegning for 2009, kan du kontakte os. Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.


Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores statsautoriserede revisorer og skattekonsulenter til rådighed med kvalificeret rådgivning.


Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk


SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V


Artikel nr. 2009-1 af 1. september 2009

Kilde: Lov nr. 462 af 12/06/2009 med tilhørende forarbejder


Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning.


© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.