Vis indhold i printervenligt vindue.
AktuelSkat

Nye regler om skat på aktieavance vedtaget

Folketinget har den 16.december 2005 vedtaget en ny lov om beskatning af aktieavancer. Vi har omtalt lovforslaget i vores Aktuel Skat nr. 40 af 30. november 2005. Loven indeholder ikke ændringer i selskabers beskatning ved salg af aktier. Vi vil her gennemgå lovens hovedpunkter.

1. Ophævelse af 100.000 kr's reglen

Fra og med 1. januar 2006 er den såkaldte 100.000 kr´s. regel ophævet. Den hidtil gældende regel indebar, at hvis den samlede beholdning af børsnoterede aktier ikke oversteg 136.600 kr. (2005) kunne aktierne sælges skattefrit efter tre års ejertid. Lige så snart beholdningen oversteg denne grænse, blev der fikseret en kunstig anskaffelsessum, og yderligere fortjeneste på aktiebeholdningen var skattepligtig. For ægtefæller beregnes et samlet bundfradrag på 273.100 kr. (og ikke 2 x 136.600).

Denne regel har givet skatteyderne store vanskeligheder, hvorfor den nu er ophævet.

Overgangsregel - vigtigt fremover

Der er indført en overgangsregel, der indebærer, at hvis den samlede beholdning af børsnoterede aktier pr. 31. december 2005 ikke overstiger 136.600 kr. eller 273.100 kr. for ægtefæller, vil fremtidig fortjeneste på denne beholdning være skattefri. Dette gælder uanset hvor meget beholdningen stiger i værdi i fremtiden.

Vær opmærksom på, at ægtefællernes beholdninger af børsnoterede aktier lægges sammen. Har den ene ægtefælle for eksempel børsnoterede aktier for 1 mio. kr., er den anden ægtefælles bundfradrag også opbrugt, idet den samlede beholdning overstiger 273.100 kr.

Unoterede aktier tæller ikke med i beholdningen. Nasdaq aktier tæller med i beholdningen, hvis skatteyder senest i forbindelse med selvangivelsen for 2005 giver meddelelse herom. Ellers anses Nasdaq aktier for at være unoterede.

Skatteydere, der har fået tildelt en kunstig anskaffelsessum i forbindelse med, at beholdningen oversteg 136.600 kr., kan vælge at bevare denne anskaffelsessum ved et senere salg.

2. Andre ændringer

Ophævelse af sondringen mellem aktier ejet i over og under 3 år



Der skelnes ikke længere imellem aktier ejet over og under 3 år. Fortjeneste og tab ved salg af aktier behandles ens uanset ejertiden. Fortjeneste ved salg af alle aktier beskattes som aktieindkomst med 28 % af den del af fortjenesten, der ikke overstiger 43.300 kr. (2005) og med 43 % af den overstigende del.

En overgangsregel for "kortidsaktier" skal sikre mod forhøjelse af skatteprocenten som følge af ændringen. Overgangsreglen medfører, at fortjeneste ved salg af aktier ejet mindre end 3 år, som er anskaffet før ændringens virkningstidspunkt, fortsat kan beskattes som kapitalindkomst, hvis dette er lempeligere end beskatning som aktieindkomst.

Tab på unoterede aktier kan modregnes i skatten af anden indkomst uanset ejertid på aktierne.

For tab på børsnoterede aktier indeholder loven såvel en lempelse som en stramning. Lempelsen indebærer, at tab på børsnoterede aktier kan fradrages i gevinster og udbytter fra børsnoterede aktier, uanset ejertid.

Stramningen indebærer derimod, at tab ikke længere kan modregnes i gevinst ved salg af unoterede aktier. Det rammer især de skatteydere, der har store tab i forbindelse med krakket i 2001 og 2002, og som har valgt at forholde sig passivt siden eller ikke har genvundet tabet inden 31. december 2005.

Begrebet børsnoterede aktier

Loven indeholder en udvidelse af begrebet børsnoterede aktier, idet også omsættelige investeringsbeviser i unoterede udloddende investeringsforeninger fremover vil blive anset for børsnoterede aktier. Som eksempler på investeringsforeninger, der bliver omfattet af de nye regler kan nævnes Nordea Invest IT og Nordea Europa Smallcap. En række af disse investeringsforeninger vil være at finde på den såkaldte ekstrabørs. Vi vil dog anbefale, at du under alle omstændigheder kontakter banken eller investeringsforeningen for at få afklaret disse forhold. Det er vigtigt at være opmærksom på, at udvidelsen først finder anvendelse fra og med 1. januar 2006. Disse investeringsbeviser er dermed ikke omfattet af beholdningen af børsnoterede aktier pr. 31. december 2005.

Konsekvensen af, at disse investeringsforeningsbeviser ikke længere anses for unoterede vil være, at et eventuelt tab ved salg af investeringsbeviserne, som har været ejet i mere end tre år med virkning fra 1. januar 2006 ikke længere kan modregnes i anden indkomst, men kun i gevinst og udbytte fra børsnoterede aktier. Hvis du har et støre fremførbart tab, bør du overveje, om dette skal realiseres inden 31. december 2005 for at kunne modregne tabet i anden indkomst.

 

Vi har nedenfor samlet de nye regler i skemaform:  

Beskatning af gevinst og tab på aktier* for PERSONER

Gevinst

Tab

Unoterede aktier

Gevinst altid skattepligtig som aktieindkomst

< 43.300 kr.: 28 %

> 43.300 kr.: 43 %

Ægtefæller 86.600

Gennemsnitsmetoden uanset ejertid.

Tab kan modregnes i aktieindkomst for såvel børsnoterede som unoterede aktier og kan desuden modregnes i anden indkomst uanset ejertid.

Overgangsregler (1)

Ved salg før 3 års ejertid kan gevinster valgfrit beskattes som kapitalindkomst eller aktieindkomst, hvis dette er muligt efter nugældende regler.

2 muligheder:

1: Et beløb svarende til den negative kapitalindkomst kan overføres til kapitalindkomsten. Dermed bliver den reelle skat ca. 33 %.

2: Et beløb svarende til bundgrænsen for mellemskatten overføres til kapitalindkomsten. Dermed bliver den reelle skat ca. 38 % for den yderste del af gevinsten.

Reglen bortfalder efter 3 år.

 

Børsnoterede aktier

Gevinst altid skattepligtig som aktieindkomst

< 43.300 kr.: 28 %

> 43.300 kr.: 43 %

For ægtefæller > 86.600 kr.

Gennemsnitsmetoden uanset ejertid.

 

Tab kan kun modregnes i gevinst på børsnoterede aktier. (Stramning)

Udvides dog til at kunne fratrækkes i udbytter m.v., der hidrører fra børsnoterede selskaber.

Overgangsregler (2)

Der gælder de samme overgangsregler som for unoterede aktier. Se overgangsregler (1)

 

Skattefri aktiebeholdning

Børsnoterede aktiebeholdninger på under 136.600 kr. pr. 31. december 2005 er skattefri i al fremtid, hvis aktierne sælges efter 3 års ejertid uanset værdiens størrelse efter 31. december 2005.

Bundgrænsen for ægtefæller, der har været gift i hele 2005 er 273.100 kr. for ægtefællerne tilsammen.

 

Tab på disse aktiebeholdninger kan ikke fratrækkes.

Ikrafttræden

Loven træder i kraft den 1. januar 2006 og har virkning for salg foretaget fra og med denne dag.

Vores kommentarer

Loven er en tiltrængt forenkling af reglerne. For de aktionærer, der handler aktier ofte indeholder loven også en væsentlig lempelse af beskatningen, idet skatten ved salg af aktier, der har været ejet i mindre end tre år nedsættes fra 59 % til maksimalt 43 %.

Loven lægger desuden op til en helt ekstraordinær mulighed for at sikre sig en skattefri fremtidig fortjeneste på aktier.

Reglerne kan give anledning til følgende overvejelser.

Beholdning under 136.600 kr. (ægtefæller 273.100)

Hvis du ikke har børsnoterede aktier, eller du har en beholdning børsnoterede aktier, der er mindre end 136.600 kr., bør du overveje at supplere op til denne bundgrænse. Køb dog ikke helt op til grænsen, idet kursen kan stige efter købet frem til 31. december 2005.

Det skal understreges, at hvis værdien blot er en krone mere end 136.600 kr., er hele den fremtidige værdistigning på beholdningen skattepligtig. Vær opmærksom på, at det er valgfrit, hvorvidt Nasdaq aktier anses for børsnoterede eller ej, men at det skal meddeles skattemyndighederne, hvis de skal anses for børsnoterede, jf. ovenfor i afsnit 1.

Beholdning over 136.600 kr. (ægtefæller 273.100)

Hvis din beholdning af børsnoterede aktier overstiger 136.600 kr., kunne du overveje at sælge en del af aktierne inden 1. januar 2006, således at beholdningen nedbringes til bundgrænsen. Dette vil især være nærliggende, hvis beholdningen ikke væsentligt overstiger bundgrænsen. Hvis beholdningen overstiger bundgrænsen væsentligt, kunne det overvejes, om aktiebeholdningen over bundgrænsen skulle overføres til en fradragsberettiget pensionsordning. Vi vil dog anbefale, at du taler med din revisor eller rådgiver om dette før du træffer beslutning.

Ved reducering af beholdningen bør du sælge de aktier, hvor fortjenesten vil være mindst. Hvis du har store urealiserede fortjenester på aktier bør du også overveje, om det kan betale sig at nedbringe beholdningen. Det skyldes, at fortjeneste på aktier ejet i mindre end tre år beskattes med op til 59 % før 31. december 2005 og kun med op til 43 % fra 1. januar 2006.

Det bemærkes, at du altid har mulighed for at supplere beholdningen af aktier op igen i det nye år. Men vær opmærksom på, at hvis du efter 31. december 2005 køber aktier i samme selskab, som du også ejede aktier i pr. 31. december 2005, og som er omfattet af den skattefrie bundgrænse, så vil fremtidige salg af disse aktier betyde, at man anser den skattefrie beholdning for solgt først. Idet der gælder et princip om, at de ældste aktier anses for solgt først.

Andre overvejelser

Hvis din beholdning af børsnoterede aktier navnlig består af en eller få aktier i højrisikoselskaber/speku-lationsaktier, bør du nok overveje at omlægge beholdningen inden 1. januar 2006, idet denne skattefri beholdning bør være en langsigtet investering, der anvendes som alternativ til pensionsopsparing.

Du har også mulighed for at købe aktier til dine børn, for at sikre dem en alternativ børneopsparing. Hver af forældrene kan give deres børn en afgiftsfri gave på 52.700 kr. i 2005. Giver skal betale en afgift på 15% af gaver over denne værdi.

Endelig bør du som ovenfor anført overveje, om du vil sælge investeringsbeviser i unoterede investeringsforeninger, som du har ejet i over tre år. Vi henviser til vores gennemgang herom ovenfor i afsnit 2.

 

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

eller send en e-mail på info@skatteinform.dk

 

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

 

Artikel nr. 2005-42. 20. december 2005

Kilde: L 78, som vedtaget den 16. december 2005

© Copyright 2005 - 2013 SkatteInform skatterådgivning. Et team af statsautoriserede revisorer og jurister med speciale i skat.