Ændret klagestruktur

Regeringen har vedtaget en lov, der skal bane vej for en effektivisering af den kommunale ligning og for en kraftig reduktion i antallet af kommunale skatteankenævn. Reglerne findes i skattestyrelseslovens §§ 1, 1 A, 1 B og 1 C.

Loven indeholder tre hovedpunkter:

  • Udvidet adgang til kommunalt samarbejde på ligningsområdet
  • Etablering af et ligningscenter for Øresundsområdet
  • Ansvaret for sekretariatsbetjening af skatteankenævnene overtages af staten

Ligningssamarbejde

Der skabes mulighed for et øget ligningssamarbejde mellem de kommunale ligningsmyndigheder.

  • For det første ved give kommunerne mulighed for at udpege en fælles ansvarlig for ligningsarbejdet uden skatteministerens godkendelse.
  • For det andet får kommunerne mulighed for at etablere fælles ligningscentre, der skal fungere som en selvstændig forvaltning.

Ligningscenter for Øresund

Loven giver mulighed for oprettelsen af et ligningscenter for grænsegængere, det vil sige personer, der bor i Danmark, og som har lønindkomst fra Sverige eller omvendt - de såkaldte grænsegængere. Endvidere gives der mulighed for, at der oprettes tilsvarende ligningscentre i andre grænseområder. Sidstnævnte mulighed vil navnlig blive aktuel i grænseområdet i Sønderjylland.

Færre skatteankenævn

Der er på nuværende tidspunkt 228 skatteankenævn, og de tænkes reduceret til ca. 50 via samarbejde mellem kommunerne. Efter regeringens opfattelse skal et skatteankenævn dække ca. 100.000 indbyggere eller behandle ca. 200 sager om året i gennemsnit. Dette mål søges nået via en bedre mulighed for, at kommunerne kan etablere fælles skatteankenævn.

Endelig overtager staten ansvaret for sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene, dog sådan at betjeningen efter forhandling kan overlades til kommunerne mod betaling, ligesom det er sket med selskabsligningen. Sekretariatsbetjeningen kan også overdrages til kommunale fællesskaber, som er oprettet af kommunerne.

Det er sekretariaterne, der udarbejder den sagsfremstilling, der danner grundlag for skatteankenævnenes afgørelser.

Skatteankenævnene bliver i fremtiden klageinstans for selskaber

Der lægges op til, at skatteankenævnene efter skatteministerens bemyndigelse ved klagebehandlingen skal være første instans for selskaber. Efter gældende regler er Landsskatteretten første instans for klage over selskabers skatteansættelse. Dette vil dog først ske, når antallet af skatteankenævn er reduceret tilstrækkeligt.

Ikrafttræden

Loven har virkning fra 1. september 2003 og fremefter. En aftale, om at kommunerne skal overtage sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene, skal være indgået med Told- og Skattestyrelsen senest den 1. august 2003.

Vores opfattelse

Det er vores opfattelse, at oprettelse af større kommunale ligningscentre vil give mulighed for at øge den faglige kompetence i de kommunale skatteforvaltninger. Endelig er det positivt, at der nu åbnes op for, at selskaber og hovedaktionærers klagesager kan behandles af samme klageinstans og ikke som nu af henholdsvis Landsskatteretten og skatteankenævnene.