Investeringsbeviser i virksomhedsordningen

Lov om ændret beskatning af investeringsselskaber vedtaget  

Folketinget har den 17. maj 2005 vedtaget en lov, der vedrører ændret beskatning af investeringsselskaber og hedgeforeninger. Som en afledt konsekvens af de ændrede regler for beskatning af investeringsbeviser bliver det nu også muligt, at have investeringsbeviser i virksomhedsordningen.

Der indføres nye skatteregler for investeringsselskaber, der går ud på, at beskatningen sker hos ejerne af investeringsselskabet, mens selskabet er fritaget for skat. Ejerne beskattes efter lagermetoden af udbytte og af årets kursgevinster af selskabets indkomst. Beskatningen hos ejerne sker uanset, om investeringsselskabet er beliggende i Danmark eller i udlandet. Lagermetoden går ud på, at ejerne beskattes af årlige værdistigninger og har fradrag for værdifald, uanset om investeringsbeviserne sælges eller ikke.

Reglerne gælder kun for investeringsselskaber, hvis virksomhed udelukkende er investering i værdipapirer m.m. Det vil være de akkumulerende investeringsforeninger. Udloddende eller kontoførende investeringsforeninger er ikke omfattet af reglerne om investeringsselskaber.

Efter de hidtil gældende regler i virksomhedsskatteloven er købesummen for investeringsbeviser normalt blevet anset for en hævning i hæverækkefølgen, hvis en virksomhedsejer har placeret overskydende likviditet fra virksomheden i investeringsbeviser. Fremover vil overskydende likviditet kunne opspares i investeringsbeviser med en foreløbig virksomhedsskat på 28 %.

Idet investeringsbeviserne skal beskattes efter lagerprincippet efter de nye regler, sikres det, at det løbende afkast fra investeringen kommer til beskatning i virksomhedsordningen. Det er derfor vedtaget, at investeringsbeviser i investeringsselskaber kan indgå i virksomhedsordningen.

Vores kommentarer

Fremover bør selvstændige erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen overveje at investere i investeringsbeviser, der kan indgå i virksomhedsskatteordningen. Dette kan være mere fordelagtigt, end blot at anbringe midlerne i kontanter.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at muligheden kun foreligger ved investeringsbeviser i de såkaldte investeringsselskaber, hvor ejerne beskattes efter lagerprincippet af det løbende afkast. Investeringsbeviser, der beskattes efter reglerne for aktier er ikke omfattet og kan fortsat ikke indgå i virksomhedsskatteordningen. Ved investering i disse investeringsbeviser bør det derfor undersøges, om investeringsbeviserne beskattes efter de sædvanlige bestemmelser i aktieavancebeskatningsloven eller om beskatning sker efter lagerprincippet. Oplysning herom kan fås ved henvendelse til investeringsforeningen.

 

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

eller send en e-mail på info@skatteinform.dk

 

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

 

Artikel nr. 2005-41. 30. november 2005

Kilde: Lov nr. 407 af 1. juni 2005