<strong>"Investeringsvinduet"</strong> <strong>Forhøjet afskrivningsgrundlag på nye driftsmidler</strong>

Forhøjet afskrivningsgrundlag

Virksomheder kan fra 30. maj 2012 udnytte et forhøjet afskrivningsgrundlag på 15 % for ny fabrikerede driftsmidler. Mellem 30. maj 2012 og 31. december 2013 er afskrivningsgrundlaget 115 % for nye investeringer i driftsmidler.

1. Hvad betyder loven?

Reglen kaldes også investeringsvinduet i den nye skattereformspakke. Den sigter på at fremskynde investeringer i den private sektor. Loven tilbyder en større gevinst for virksomheder i form af et højere afskrivningsgrundlag ved at investere nu og indtil udgangen af 2013 fremfor senere.

I praksis betyder loven, at når du køber en ny maskine, kan du oprette en særskilt driftsmiddelkonto i regnskabet og bogføre købsprisen med et tillæg på 15 %.

For at undgå misbrug gælder reglen også ved salg. Hvis du sælger maskinen igen skal du nedskrive den særskilte konto med salgsprisen plus 15 %.

Du kan afskrive kontoen med højst 25 % årligt ligesom med driftsmidler på din almindelige driftsmiddelkonto.

Ved udgangen af 2017 skal kontoen lægges sammen med din almindelige driftsmiddelkonto. Hvis du sælger driftsmidler i indkomståret 2018 eller senere skal driftsmidlet nedskrives med 100 % af salgssummen.

2. Betingelser

  • Ordningen gælder ikke personbiler eller skibe. Ændringen omfatter heller ikke investeringer i infrastrukturanlæg og andre driftsmidler med lang levetid, herunder aktiver i forbindelse med udvindingsvirksomhed, f.eks. vindmøller.
  • Driftsmidlet skal udelukkende benyttes erhvervsmæssigt.
  • Hvis du vælger at straksafskrive et driftsmiddel eller afskrive det på den almindelige saldo kan du ikke opnå det forhøjede afskrivningsgrundlag.

3. Eksempel

Hvis du køber en ny fabrikeret maskine til 80.000 kr. forhøjes afskrivningsgrundlaget til 92.000 kr. Det første år kan du trække 25 % fra i dit skatteregnskab, dvs. 23.000 kr. Andet år kan du afskrive 25 % af saldoen, der nu er 69.000, dvs. 17.250 kr.

4. SkatteInforms kommentarer

Forslaget giver virksomheder en skattefordel ved at fremskynde deres investeringer i nye driftsmidler. Hvis man de kommende år forventer positiv indtjening på bundlinjen, og man alligevel skulle ud og investere i nye driftsmidler, vil det være en fordel at overveje at gøre det i løbet af den resterende del af 2012 og 2013 og dermed opnå et forhøjet afskrivningsgrundlag de kommende år.

6. Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis I er interesserede, står vi gerne til rådighed med assistance efter nærmere aftale.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk

SkatteInform Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th.

1552 København V

 

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.