Afskaffelse af kapitalforklaring

Selvstændigt erhvervsdrivende og hovedaktionær skal ikke indsende kapitalforklaring

For indkomståret 2003 skal selvstændigt erhvervsdrivende og hovedaktionærer ikke længere automatisk indsende kapitalforklaring. Afskaffelsen gælder for alle, altså uanset om disse er bogføringspligtige eller ej.

Årsrapporten for bogførings- eller regnskabspligtige skal fortsat indeholde kapitalforklaring for den del af formuen, der vedrører virksomheden.

Samtidig med afskaffelsen af kapitalforklaringen er indsat en bestemmelse om, at skattemyndighederne efterfølgende kan kræve, at alle skattepligtige personer giver oplysninger svarende til indholdet af en kapitalforklaring, hvis skattemyndighederne ikke i forvejen har kendskab til disse oplysninger.

De oplysninger, som skattemyndighederne kan anmode om efterfølgende, er formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Oplysningerne skal tillige omfatte en samlevende ægtefælle.

Vores kommentar

Vi mener fortsat, at skatteyderen bør få udarbejdet en kapitalforklaring. Det er der to årsager til:

  • Det er vanskeligt at udarbejde et korrekt skatteregnskab, hvis der ikke udarbejdes en kapitalforklaring.
  • Når skattemyndighederne efterfølgende kan anmode om indsendelse af en kapitalforklaring, vil skatteyderen i mange tilfælde blive tvunget til at udarbejde den i forbindelse med ligningen af selvangivelsen. Udarbejdelse af en kapitalforklaring lang tid efter, at der er indsendt skatteregnskab, vil medføre ekstra arbejde og dermed øge omkostningerne for klienten.

 

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

 

Ring til os på telefon 33 32 10 10

eller send en e-mail på info@skatteinform.dk

 

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Jorcks Passage, Opg. B., 1. sal

1162 København K

 

Artikel 2004-2. 13. januar

Kilde: Lov nr. 963 af 2. december 2003