Aktuel Skat 10 2004

Afgørelser fra Ligningsrådet

Ejerlejligheder - afståelse af loft

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked besvaret spørgsmålet om, hvorvidt en person, der ejer en ejerlejlighed, vil blive beskattet af en eventuel fortjeneste ved salg af loftet i ejerlejlighedsforeningens ejendom.

Personen havde i en årrække ejet og beboet en lejlighed i en ejendom med 8 ejerlejligheder til beboelse, og 3 ejerlejligheder, der blev anvendt til erhvervsmæssig virksomhed.

Ejerlejlighedsforeningen havde fået et købstilbud på loftet i ejendommen. Køber ønskede at indrette 2 lejligheder på loftet, som han derefter ville sælge.

Loftsarealet var endnu ikke opdelt i selvstændige ejerlejligheder.

Købesummen skulle fordeles ligeligt mellem ejerne af ejerlejlighederne.

Alle ejere i ejendommen ejede en andel af fællesarealet, inklusive loftet, svarende til den enkelte lejligheds fordelingstal.

Ligningsrådet mente, at salget var et delsalg af den enkelte lejlighed. Salgssummen skulle derfor henføres til de enkelte medlemmer af ejerforeningen.

For ejerne af beboelseslejlighederne vil salg af deres andel af loftet være et delsalg af en beboelseslejlighed. Det afgørende var herefter, om betingelserne for skattefrihed var opfyldt.

Her blev der lagt vægt på, om ejerne havde beboet lejligheden.

Idet denne betingelse var opfyldt, skulle ejeren af beboelseslejligheden ikke beskattes af den del af fortjenesten ved salget, der svarede til hans andel af loftet.

Nu var det imidlertid hensigten, at salgssummen skulle fordeles ligeligt mellem ejerne af de 8 beboelseslejligheder. I det omfang dette medførte, at ejeren ville få en større del af salgssummen end lejlighedens areal berettigede til, ville den overstigende del være skattepligtig.

Vores kommentar

Afgørelsen kan få stor betydning for de ejerlejlighedsindehavere, som overvejer at frasælge og udstykke loftsrum til nye lejligheder. Som led i byplanlægningen er der flere konkrete planer om at inddrage de såkaldte tørrelofter til lejligheder.

Skattefriheden gælder kun for lejligheder, som ejer har beboet.

Gode råd

Som sælger af en del af et loft skal du være opmærksom på følgende:

  • Du skal have boet i lejligheden
  • Loftsarealet må ikke udstykkes før salget. Sker det, bliver salget skattepligtigt

Kontakt SkatteInform

Få kvalificerede svar på dine skattespørgsmål.

Uanset om du har et mindre skattespørgsmål eller ønsker en vurdering af en større skattesag, står vores jurister og statsautoriserede revisorer til rådighed med kvalificeret rådgivning.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

eller send en e-mail på info@skatteinform.dk

 

SkatteInform

Statsautoriserede revisorer

Vester Voldgade 9, 2. th

1552 København V

 

Artikel nr. 2004-10. 23. april

Kilde: SKM 2003-357 LR